mandag den 9. juli 2012

Snickerskage


Mums !

Klar til ovnen 


Karamel hældes over den bagte kage


Lysten efter denne kage, fik mig til kl. 19.30 i silende regn, at køre til nærmeste supermarked, for at hente ingredienser, så jeg kunne bage den her til aften. Småtosset ? hmm.... ja det synes min mand i hvert tilfælde ;-)
Nå, men det var altså besværet værd !

Kagen kan findes i flere versioner på nettet. Jeg har sukkerreduceret den i forhold til de opskrifter jeg kiggede på, men den er stadig pænt sød.

Det er svært at sige, hvor mange personer, kagen passer til, da det kommer an på, hvor store stykker, man skærer ud. Jeg vil dog vove at påstå, at der er rigeligt til 12 personer.

Kagebund:
200 g. blødt smør
2,5 dl sukker
3 æg
4 dl mel
3 spsk. peanutbutter
1,5 tsk bagepulver
350 g. saltede peanuts (dem fra LIDL i 500 grams pose er min favorit)

Rør smør sammen med sukker og peanutbutter. Tilsæt et æg ad gangen, og rør godt sammen.
Bland bagepulver med mel og rør det i smør-æggeblandingen. Fordel dejen i en bradepande eller et stort ovnfast fad beklædt med bagepapir og drys peanuts jævnt over.
Bag i 15 – 17 min ved 200 grader, eller indtil du kan stikke en kødnål eller lignende i midten af kagen, og den kommer op ren.

Karamel:
1,5 dl fløde
1,5 dl mørk sirup
2 spsk kakao
2 tsk vaniljesukker / eller marven af en stang vanille
50 g smør
2 dl sukker

Mens kagen bages blandes alle ingredienserne til karamelmassen i en gryde, som bringes i kog.
Lad massen simre indtil karamellen tykner. Den fordeles på den færdige kage, mens kagen endnu er lun.

Chokolade:

250 g god chokolade (jeg brugte en blanding af lys og mørk)

Lad kagen køle af, smelt chokoladen over vandbad (eller i chokoladesmelter) og fordel herefter ovenpå kagen. Lad chokoladen stivne lidt, inden den skæres ud (jeg stiller den i køleskabet)
Opbevar i lufttæt beholder.
Kagen er fryseegnet, hvis det skulle blive aktuelt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar