Jeg husker faktisk ikke hvor jeg har denne opskrift fra. Måske fra et gammelt ugeblad? Men jeg husker, at det var de første boller jeg bagte, efter at være flyttet hjemmefra som 18 årig og de har fulgt mig lige siden.
Jeg kan specielt godt lide den gode struktur i bollerne, fra 5-kornsblandingen, som lægger sig i skorpen og giver knas.
Bollerne holder sig friske længe, hvis du opbevarer dem på køl, og rister dem på brødrister, så smager de igen som nybagte.
36 boller:
2 dl. havregryn
3 dl. i alt af følgende (brug hvad du har) solsikkerkerner, hørfrø, sesam, knækkede rug- eller hvedekerner, 5 kornsblanding - jeg bruger sidstnævnte.
6 dl. vand
5 dl. ymer/tykmælk (eller andet surmælksprodukt)
1/2 pk. øko. gær
3 tsk. groft salt
2 spsk. honning eller sukker
1/2 dl. rapsolie
2 æg
3 dl. fuldkornsmel (spelt, rugmel, kamutmel eller lign.)
1 kg. hvedemel (eller sigtet speltmel)
Æg til pensling
Fremgangsmåde:
Kog vandet og hæld det over kerner samt havregryn, lad det trække i 10 min.
Tilsæt ymer og derefter gær.
Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt godt.
Drys et tyndt lag mel over den klistrede dej og lad den hæve i 30 min. under et klæde.
Form bollerne (tilsæt om nødvendigt lidt mere mel) der bliver ca. 36 stk. lad dem hæve i ca. 30-45 min.
Pensl. bollerne med sammenpisket æg.
Bag dem ved 200 g. varmluft i ca. 15-20 min. til de er gyldne.