Vi er netop kommet hjem efter en lille tur i det jyske.
For et par år siden, så jeg tilfældigt et foto og en anbefaling af maden på Danhostel Gjerrild og har siden da haft stedet på min must-try-liste.
Vandrerhjemmet er nemlig ikke som som andre vandrerhjem. Her er maden i højsædet. 75 % af maden er økologisk og der er virkelig kræset om detaljerne.
Vi var udfra anbefalingen, forberedt på lækker mad inden ankomst, men at udvalget var så stort, havde vi slet ikke forestillet os. Det var virkelig imponerende!
Termaet var dansk mad da vi ankom til stedet tirsdag aften ved spisetid. På den store buffet fandtes et bredt udvalg af danskernes livretter, bl.a. frikadeller af svin og lam, kold- og varm kartoffelsalat, div. salater, 3 slags gode øko. pølser, hotdogstation til fremstilling af gourmethotdogs, stort vegetarisk udvalg, glutenfrit udvalg, hjemmebagt brød i flere varianter, blomkålssuppe, stuvet hvidkål, madtærter osv., osv.
lidt af aftensmåltidet.
Stort udvalg af økologiske øl samt vine var der også.
Byg-selv gourmethotdog med urtegrillpølse, chili-jam, pink syltede løg, grov sennep osv. selvfølgelig i hjemmebagt surdejsbrød.
Konceptet bygger på tillid til gæsten, som selv noterer i en mappe hvad der indtages ud over maden, dvs. kaffe, the, øl, vin, chokolade, dessert.
Kaffe og thé kunne man selv bestemme hvad man ville betale for, virkelig en fin og sympatisk ordning, hvor betalingen fungerede som en slags drikkepenge til stedets ansatte.
Værelserne på vandrerhjemmet er 3-4 eller 5 sengs værelser, de fleste med eget bad og toilet. Derudover var det muligt at leje en sovekupé i en gammel udtjent togvogn.
Der var ligeledes et shelter i haven.
Næste morgen stod vi op til den mest overdådige morgenmadsbuffet jeg nogensinde har set.
Der var ALT man kunne ønske sig og alles behov var tilgodeset i det enorme udvalg. Stort glutenfrit udvalg, fåreyoghurt, shots af hørfrøolie, pres-selv-juice, lækkert hjemmebagt brød i flere afskygninger, skyr, yoghurt, hjemmelavet müsli, div. nødder, bærkompot, ja selv skiver af marcipan til at komme ovenpå sin morgenbolle, stempelkaffe, og ja jeg kunne blive ved....
Vores tur gik til Djurs Sommerland dagen derpå (sikke en kontrast til det fredfyldte sted som vandrerhjemmet er) det kan til gengæld ikke anbefales her i højsæsonen, kø, kø, kø til alle attraktioner.
Lidt fotos fra vandrerhjemmet her nederst.
Mine varmeste anbefalinger til stedet som ligger lidt udenfor Grenaa i de smukkeste omgivelser.
Stedets yderligere faciliteter kan du læse om på hjemmesiden
HER!
Vi betalte 1180,- kr. for to voksne og et 6 årigt barn for vores døgn på stedet som inkluderede overnatning, aftenbuffet, drikkevarer, morgenbuffet samt øl og lidt sødt til kaffen. Yderst fair pris!
Kontaktoplysninger:
Danhostel Gjerrild Vandrerhjem
Dyrehavevej 9, Gjerrild
8500 Grenaa
Tlf.: 86384199