Forleden havde jeg besøg af min moster. Hun havde en gammel notesbog med, med en samling af opskrifter fra hendes mor -min mormor. Sikke en lille skat at få fingrene i, for som jeg har skrevet om før, så var min mormor min store inspirator ud i madkunsten.
Jeg husker hendes syltede grønne tomater med vanilje, som smagte helt fantastisk, men jeg har ikke, før nu, haft opskriften, for jeg troede ikke den fandtes nedskrevet.
I går lavede jeg så en portion fra hendes opskrift, og jeg må indrømme, at de både er bedre og meget nemmere end den opskrift jeg i forvejen har på bloggen :-)
Så I skal selvfølgelig også ha´ opskriften på verdens bedste syltede grønne tomater.
Mormors vaniljesyltede grønne tomater:
1,5 kg. grønne tomater
1,5 dl. eddike
1,5 dl. vand
1,1 kg. sukker
1 vaniljestang
Atamon til at skylle sylteglas med.
Fremgangsmåde:
Skyl tomaterne godt. Prik dem godt med en gaffel og halvér evt. de lidt store tomater.
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud.
Kog vand, eddike, sukker og vanilje-korn og -stang ved svag varme indtil sukkeret er smeltet (det tager ca. 5-7 min.)
Giv tomaterne et kort opkog i sukkerlagen, i 3-4 min.
Stil gryden med tomater og sukkerlage i køleskabet til næste dag.
Fisk tomaterne op af lagen og fordel dem i atamonskyllede sylteglas.
Kog lagen lidt mere ind, så den bliver reduceret en smule.
Hæld den varme lage over tomaterne og skru straks låg på og sæt glassene på køl.
Tomaterne kan nydes som tilbehør til forloren hare, gammeldags oksesteg, ovenpå en leverpostejsmad osv.....
Kan holde sig uåbnede i et par år hvis de opbevares køligt.