søndag den 28. januar 2018

Risotto med trøffel og lammemørbrad

Indlægget indeholder reklamelinks

Jeg har været heldig at modtage en kasse med dejlige italienske produkter til test, fra DET ITALIENSKE KØKKEN.

Jeg elsker det italienske køkken. Vi har venner bosat ved Comosøen på 35. år, og og nogle af mine bedste madoplevelser har jeg derfra.
Derfor blev jeg glad da jeg åbnede kassen og så de lækre produkter som Mette fra Det Italienske Køkken havde pakket til mig. 
Det er netop det som er grundlaget for firmaet, at håndplukke de allerbedste højkvalitetsprodukter fra det bedste af Italien.


Lækre olier, trøffel- rosmarin og citronolie. Sidstnævnte bruger vi meget af her i huset og jeg har ofte svært ved at finde den, der hvor jeg normalt handler. 
Olierne er fra Marfuga, som er et firma i Umbrien, som har lavet olier siden 1817 og har vundet et utal af priser for deres produkter.
Hvid & rød balsamico, samt risotto-blandinger, pastaer og pestoer, samt soltørrede tomater og pastasaucer. Jeg glæder mig til at smage det hele.

I dag til frokost lavede jeg trøffelrisotto som jeg toppede med lammemørbrad og rigeligt trøffelolie, mums det smagte virkelig lækkert og det tog kun 20 min. fra jeg gik i gang til der var mad på bordet. 

Jeg vil i samarbejde med Det Italienske Køkken lave en giveaway en af dagene på nogle af de lækre produkter, så hold godt øje med min FACEBOOKSIDE 

Her får I foreløbig opskriften på den lækre risotto:

Risotto med trøffel og lammemørbrad 2 store portioner:
2 små lammemørbrad
2-3 spsk. olivenolie
2 dl. hvidvin
6 dl. vand
50 g. revet parmesan
1 stor spsk. smør
salt og peber

Topping: Trøffelolie

Fremgangsmåde:
Varm olivenolien op i en tykbundet gryde. Rist risene i olien et par minutter, til det begynder at dufte dejligt i køkkenet.
Tilsæt hvidvinen og kog indtil den er reduceret til det halve.
Tilsæt vand. Skru ned for varmen og kog stille under låg i ca. 15 min.
Tilsæt smørklat og revet ost og smag til med salt og peber. 

Imens risen koger steger du lammemørbraderne på en meget varm pande i olivenolie. 
Krydr dem godt med salt og peber. De skal kun stege i ganske kort tid ved høj varme, til de får stegeskorpe. Lad dem hvile på et skærebræt indtil du skal servere, men dæk dem ikke til.

Server risottoen med skiver af mørbrad øverst og strint med trøffelolie salt og peber og evt. mere parmesan.

tirsdag den 2. januar 2018

Skinkegryde


Godt nytår allesammen! Tak fordi i følger bloggen <3

Lyset -eller mangel på samme, er min fjende i denne tid, hvilket ses på ovenstående foto. Jeg håber på, at jeg i dette år, vil få indkøbt noget godt lys, så jeg kan lære, at tage gode billeder i den mørke tid.

Retten her er opstået ud fra rester fra køleskabet. Eneste indkøb er kød og champignoner.
Ønsker du en lidt lettere ret, kan du udskifte osten med en light-udgave.

Skinkegryde til 4 personer:
400 g. skinkekød eller svinemørbrad i tern
3 dl. rå parboiled ris
1 porre, i ringe
1 stængel bladselleri, i skiver
1 stort løg, hakket fint
200 g. champignoner, i skiver
1 fed hvidløg, presset
1 spsk. tørret estragon
7 dl. kyllingefond/bouillon
2 dl. fine ærter fra frost
1 bakke philadelphia friskost
1 tsk. dijonsennep
salt og friskkværnet peber

Topping: ristede saltede cashewnødder, bredbladet persille.

Tilbehør: grønkål, fintsnittet, drysset med soltørrede tranebær og citronolie.
Evt. godt brød.

Fremgangsmåde:
Svits kødet i olivenolie i en gryde eller wok. Tilsæt løg og hvidløg og derpå champignoner. Tilsæt risene og rist dem med, til de får farve.
Tilsæt bladselleri, porrer og estragon.
Tilsæt fond og læg låg på. Kog ved svag varme i 15 minutter.
Tag låget af gryden og lad væden kan reducere lidt. Tilsæt ost og sennep. Varm igennem i et par minutter. Smag til med salt og peber og evt. mere sennep.
Tag gryden fra varmen, tilsæt ærterne og server med det samme.