mandag den 30. maj 2016

Bloggertræf Under Lindetræet


I går var jeg så heldig, at blive inviteret på en dejlig frokost af Brian, som er indehaver af en af yndlingsrestauranterne i Odense, "Restaurant Under Lindetræet"

Jeg har tidligere skrevet lidt om stedets brunch  HER  men i går var der ikke brunch på menüen, men derimod en dejlig frokosttallerken og et perfekt sødt punktum i form af en lækker rabarber-marcipantærte.

Vi var en forsamling af ti odenseanske bloggere - både livsstils og madbloggere, samt Tine Gudrun Petersen fra SPIS Odense Food Festival til et par timers hygge. 
Det er altid super spændende og inspirerende at møde andre bloggere, da blogging jo foregår ret ensomt i det daglige.

Vi startede med et glas champagne i gårdhaven bag restauranten, og Brian kom og fortalte om stedets historie inden vi satte os til bords.

I det hele taget elsker jeg det gamle kvarter omkring H.C. Andersens Hus, og kommer her ofte. 
Det er som at træde tilbage i en anden tidsalder, og alle huse er så fine og velholdte. Man fornemmer, at kvarterets beboere lever her med sjælen dybt forankret i stedets ånd.

Nå, men det var jo mad det handlede om i dag :-)


Tallerkenen vi fik i går var en god blanding af husets specialiteter og alt smagte virkelig skønt! Specielt vil jeg fremhæve den stegte/marinerede sild, mmmm den fik mundvandet til at løbe.
Udover silden var der:

Et smilende æg med karse

Stegt unghanebryst med en dampet hvid asparges

Lakseterrine med rømørejer på bund af pesto

Lokal tørsaltet skinke med aspargesjordskok

og en fransk brie med saltede valnødder, samt små salater med ristet rugbrød

Som tilbehør, stedets hjemmebagte rugbrød og grovfranskbrød med lækkert smør.

Jeg var godt mæt efter denne anretning, og tænkte da desserten kom, at jeg ikke kunne klemme en krumme mere ned, men fik alligevel ryddet hele min dessserttallerken, for jeg har aldrig smagt så skøn en rabarbertærte! 

Mmmmmm! Rabarbertærte på mørdejsbund med marcipan-marengs, omgivet af fed cremefraiche, hvid chokolade, syltede rabarber og rabarbergelé samt rød skovsyre. 
Den tærte må jeg se, om jeg kan rekonstruere :-)

Herunder lidt billeder fra dagen:

Sådan ser det ud, når bloggere mødes :-) Her Missjeanett i færd med at dokumentere.


Hele holdet - billede lånt fra Under Lindetræets facebookside 

Frokosttallerken 225,- kr. / Rabarbertærte 50,- kr.

Kontaktoplysninger:

Ramsherred 2
5000 Odense C.
Tlf: 66129286
email: restaurant@underlindetraet.dk


Sunde jordbær-bananis uden sukker


Som jeg lovede jer på min Facebookside tidligere på måneden, kommer her opskriften på de sunde is, som jeg lige skulle eksperimentere lidt mere med, inden opskriften kunne postes.

Isen smagte sådan set dejligt nok i første forsøg, men den havde en del iskrystaller, som jeg gerne ville nedtone lidt.

Nu har isen fået tilsat en æggehvide og det har givet en anden og bedre konsistens synes jeg.
Isen er så sund, at du nemt kan spise den til morgenmad hvis du har lyst, er det ikke dejligt?

Og med iselskende børn i huset, er det altså rart at kunne servere is ad libitum som ikke indeholder tilsætningsstoffer, sukker og andre belastende ingredienser.

Jordbær-banan ispinde ca. 10 stk.

1 dåse økologisk kokosmælk (min favorit er den fra ânglamark, den er homogen - kan købes i Brugsen)

200 g. jordbær, evt. fra frost
2 øko. bananer
1 æggehvide, evt. pasteuriseret, men jeg bruger en rå økologisk, da danske æg ikke indeholder salmonella
4 spsk. sukrin melis
1 tsk. vaniljepulver fra Urtekram (granuleret vaniljestang, altså sukkerfri)

Overtræk: 100 g. 80% chokolade

Skræl bananerne. Blend kokosmælk, bananer og jordbær til massen er helt glat.

Pisk hviden helt stiv med sukrin. Smag til med vaniljepulver og vend marengsen med lette tag i kokosblandingen. 

Fordel isen i isforme eller små portionsskåle. Frys i mindst 6 timer.

Overtræk de frosne is med smeltet chokolade i toppen, når de skal spises.

Jeg er rigtig glad for disse silicone-isforme som jeg har købt hos Olivia Lé Marché i Vintapperstræde i Odense - i øvrigt en rigtig fed køkkenudstyrsbutik for madentusiaster!


Isforme

Sukrin melis ser sådan ud og kan købes i Helsekostbutikker eller større dagligvarebutikker.
Det er kaloriefrit sukkererstatning, som smager og har samme egenskaber som flormelis, men altså ikke påvirker dit blodsukker.

torsdag den 26. maj 2016

Kyllingesalat med honning-senneps dressing


Vi fik denne lækre mættende kyllingesalat i aftes.
Hvis jeg skal have held med at "sælge" sådan en salat som aftenret til min mand, kræver det en god (og rigelig mængde) dressing.
Dressingen med god smæk på smagen og lækre store sennepskorn at tygge på, klæder ingredienserne rigtig godt.
Du kan evt. vælge at servere et godt stykke brød til, vi fik den dog uden brød i aftes.

Kyllingesalat til 2 personer:

2 kyllingebrystfileter
2 små hjertesalater
3 dl. cantaloupemelon i tern
1 stor avocado i tynde skiver
1 lille rødløg i tynde skiver
10 cherry- eller blomme- tomater - halverede
2 dl. blandende fetatern og oliven
75 g. ristede pinjekerner

Honning-senneps dressing:

4 spsk. god koldpresset olivenolie
3 spsk. grovkornet sennep
3 spsk. flydende honning
2 spsk. æbleeddike
Groft salt og friskkværnet peber

Pisk dressingen sammen. Smag til med salt og peber.

Steg eller grill kyllingebrystfileterne, husk at krydre dem med salt og friskkværnet peber inden.

Skyl salaterne godt. Slyng dem i et rent viskestykke udenfor.
Riv bladene i mindre stykker og fordel dem i bunden af to dybe tallerkener.

Skær kyllingebrystfileterne i skiver og læg dem øverst i midten på salaterne. Fordel de øvrige ingredienser rundt om kyllingen og hæld dressingen over de to tallerkener. Top til sidst med ristede pinjekerner og drys evt. lidt friskkværnet peber hen over det dele.

Hjemmelavede Fiskefingre af torskefilet med sød remoulade



Vores 6 årige søn elsker fiskefingre. På travle dage har vi nogle gange tyet til de frosne fra Brugsen, men her på det seneste er vi begyndt at lave vores egne hjemmelavede, med stor succes.
Og behøver jeg at sige, at de smager hundrede gange bedre en den fristurstegte frostvariant.


Fiskefingre til 4 personer:

800 g. torskefilet
2 æg
4 spsk. friskhakket oregano
1/2 tsk. cayenepeber
1 tsk. groft salt
rigeligt friskkværnet peber

3-4 dl. rasp (gerne pankorasp)
olivenolie til stegning

Tilbehør: Pommes frites af sød kartoffel - beregn 1 mellemstor kartoffel pr. pers. - citronbåde.

Remoulade:
4 spsk. god mayonnaise, evt. Hellmanns
2 spsk. skyr
2 spsk. ravigottesauce
1 spsk. æbleeddike
1 stor tsk. honning
salt og peber
6 cornichoner i små tern
2 store gulerødder, revet
1 humpel knoldselleri, revet
2 dl. rød spidskål, fintsnittet

Søde kartofler:
Skræl de søde kartofler og skær dem i stave. Læg dem i en frysepose og hæld lidt olivenolie i. Massér olien godt ind i kartoflerne. Bred dem ud på bagepapir og bag dem ved 200 g. i ovnen i ca. 30 min.

Remoulade:
Bland mayonnaise, skyr, ravigotte, æbleeddike og honning. Smag til med salt og peber.
Rør de snittede grøntsager i og lad remouladen trække imens du laver fiskefingrene.



Fiskefingre:
Pisk æg med oregano, cayenepeber, salt og peber.

Skær torskefileterne i aflange stykker, og igen i mindre bjælker på ca. 10 cm.
Vend fiskefingrene i æggeblandingen og derefter i rasp.

Steg fiskefingrene i olivenolie ved høj varme ca. 2 min. på hver side. Tag dem straks af panden og server dem med den hjemmelavede remoulade og pommes frites af sød kartoffel.

mandag den 23. maj 2016

Laksesteak Asia-style



Vi fik denne lækre ret forleden, i aftensol på terrassen. Super lækkert og meget hurtig at frembringe.
Du kan evt. supplere med lidt risnudler, men den smagte ganske fint og mættede godt uden.

Laksesteak asiastyle til 4 personer:

4 laksesteaks
1 rødt spidskål (eller alm. grøn spidskål)
2 æbler i tynde skiver
1 bundt grønne asparges
1 lille pose ristede og saltede cashewnødder
1 dåse kokosmælk (ikke light!)
2 store spsk. rød karrypasta (gerne en hjemmelavet)
Revet citronskal fra en øko. citron
salt og friskkværnet peber

Snit kålen så fint du kan.
Fordel en god portion (ca. 200 g.) på hver tallerken.
Del æblerne i 4 dele og fjern kærnehuset. Skær æblebåde på et mandolinjern eller meget tyndt med en kniv.
Læg æblerne ovenpå kålen.

Bræk de grønne asparges der hvor de naturligt knækker ved roden. Skær dem i 3-4 cm. stykker og læg dem i en gryde med kokosmælk og rød karrypasta. Lad det småsimre i 5-6 min.

Steg eller grill laksefileterne ved høj varme i ca. 2-3 min på hver side. Laksen skal ikke gennemsteges, men have en rå midte, ellers bliver den tør og kedelig.

Smag kokossaucen til med salt og peber og hæld den over kål og æbler og top med den stegte laks, samt cashewnødder og evt. en asparges skrællet på langs med en kartoffelskræller.
Riv citronskal ud over det hele.

fredag den 20. maj 2016

Spinatpandekager med oksekødsfyld



For nogle uger siden fik vi disse lækre spinatpandekager med fyld af krydret oksekød.
Som tilbehør fik vi en kålsalat, men du kan også vælge at servere ris til.

Spinatpandekager til 4 pers.

Pandekager:

3 æg
75 g. spinat
3,5 dl. mælk
150 g. sigtet speltmel
2 spsk. olivenolie
1/2 tsk. groft salt samt friskkværnet peber

Fyld:
4-500 g. hakket oksekød
1 løg i tern
1 rød chili i bittesmå stykker
2 fed hvidløg, presset
1 tsk. oregano
1 tsk. paprika
1/2 tsk. stødt spidskommen
1/2 tsk. stødt koriander
1 tsk. salt og friskkværnet peber
1 dl. vand

Tilbehør:
Cheddarost, 9% cremefraiche, lime, koriander, kalamata oliven og små cherrytomater

Pandekager:

Skyl spinaten godt i en skål flere hold koldt vand. Der skal typisk 4-5 skylninger til før vandet er helt klart. Læg spinaten på et rent viskestykke og slyng den fri for vand (udenfor!)

Blend spinat og æg sammen til spinaten er helt findelt.

Bland de øvrige ingredienser i æggemassen.

Steg 8 tynde pandekager på en mellemstor pande. Sæt dem til side imens du tilbereder fyldet.



Fyld:

Svits oksekødet i en gryde. Tilsæt krydderier, hvidløg, løg samt chili. Lad det svitse godt brunt og tilsæt til sidst vandet. Lad det småsimre uden låg, indtil vandet næsten er fordampet.

Fordel fyldet i pandekagerne som du ruller sammen og lægger side om side i et ovnfast fad.
Drys et par håndfulde revet cheddarost over og bag i ovnen ved 200 grader i 15 min.

Når fadet kommer ud af ovnen, topper du med creme fraiche, oliven, cherrytomater i skiver samt limebåde. Velbekomme :-)

søndag den 8. maj 2016

Rabarbermuffins med hvid crunch-chokolade og marcipan


Så fik vi høstet årets første rabarber her i det skønneste vejr med 25 grader og høj sol.
Tænk at vi i år er gået fra vinter og direkte til sommer, uden forår indimellem. For få dage siden var der stadig frost på græsplænen om morgenen, vildt!

Vi elsker rabarber. Sorten jeg har i min have er en jordbærrabarber som jeg fik af min søster for flere år siden. Vi har kun den ene knold (eller hvad sådan én hedder) og den giver 3 gange høst på et år.

Vi plejer at lave rabarbersaft - rabarbertrifli - eller rabarberkage men i dag kunne vi tænke os at eksperimentere med en ny variant i form af muffins med hvid chokolade, som jeg synes klæder rabarber rigtig godt.

Resultatet blev rigtig godt! Jeg var lidt spændt på, om jeg havde tilføjet nok sukker til dejen. Rabarber kræver jo en del sukker, da de er temmelig sure, men der kom heldigvis en helt perfekt balance af syre og sødme i smagen.

Rabarbermuffins 10 stk.

150 g. blødt smør
100 g. sukker
korn fra en vaniljestang
3 æg
2 tsk. bagepulver
1 tsk. kardemomme
1 nip salt
100 g. revet marcipan
100 g. hvid crunch-chokolade (evt. Rittersport)
50 g. mandelmel
250 g. rabarber
150 g. sigtet speltmel (kan erstattes af hvedemel)

Til drys: rørsukker

Pisk smør og sukker lyst og luftigt. Tilsæt de tre æg og pisk godt indtil massen bliver let og luftig.

Tilsæt kardemomme, salt, bagepulver og vaniljekorn. Pisk igen godt.

Tilsæt revet marcipan og chokolade i grove stykker.

Skær rabarberne i skiver af 1/2 cm. og vend dem i dejen sammen med mandelmel og speltmel.

Fordel dejen i 10 store muffinsforme. Drys lidt sukker på toppen og bag dem ved 180 grader i 20-25 min. eller indtil de er gyldne og knasende på toppen.


Mmmmm!