tirsdag den 30. november 2021

Marengsroulade med vilde bær og marcipan


Skøn marengsroulade, som slet ikke er svær at lave. Du kan evt. udskifte blåbærrene med vilde brombær, det smager også dejligt. Lav gerne rouladen dagen før den skal spises, så den når at trække smag. 


Roulade til ca. 10 pers.
5 æggehvider fra æg i str. M.
1,5 dl. sukker
150 g. hasselnøddekerner
1 dl. mel

1,5 dl. vilde blåbær fra frost 
2 spsk. sukker

2,5 dl. piskefløde 
70 g. revet marcipan
40 g. hakket mørk chokolade 
1 dl. blåbær

Overtræk: 40 g. smeltet mørk chokolade
Pynt: spiselige blomster

Fremgangsmåde:
Pisk æggehviderne stive med sukkeret. 
Blend hasselnødderne til fint nøddemel. Tilsæt hvedemel til nøddemelet og vend det i marengsen.

Beklæd en ovnbradepande med bagepapir. Smør lidt madolie på bagepapiret og drys et tyndt lag sukker over. Fordel nøddemarengsen ud på hele pladen i et jævnt lag.

Bag bunden midt i ovnen ved 175 grader i ca. 12-15 min. Den skal være en smule gylden, men ikke for meget. 

Lad bunden køle helt af, inden du forsigtigt vender den og trækker bagepapiret af. 

Læg den afkølede bund på et nyt stykke bagepapir med bagsiden opad.

Kog 1,5 dl. blåbær med 2 spsk. sukker i et par minutter. Lad det køle helt af. 

Pisk fløden til blødt skum og vend de kogte afkølede blåbær deri. 

Bred flødeskummet ud over bunden. Riv marcipanen ud over det hele og drys med 1 dl. blåbær og hakket chokolade. 

Rul forsigtigt rouladen sammen, på den brede led. Brug bagepapiret til hjælp. 

Sæt rouladen på køl imens du smelter chokoladen.

Hæld den smeltede chokolade i en sprøjtepose og klip et lille hul og dekorer rouladen med fine, tætte chokoladestriber.

Pynt med spiselige blomster.





fredag den 5. november 2021

Chokolademuffins med 3 slags chokolade

 




Kender du de lækre store chokolademuffins som man kan få på gode kaffebarer? 

Sådan luftige, kakaointense med store chunks af chokolade i. 

Sådan nogle har min søn og jeg skabt i går. De er virkelig gode og med ekstra meget god chokolade i. 

De er faktisk endnu bedre i dag, hvor de er kolde, så træder chokoladen mere frem i dem. Chokoladen er Gold chokolade (karamelliseret hvid chokolade som smager som karamel) lys chokolade og mørk chokolade, alle 3 slags fra Callebaut, som jeg altid har på lager. Summerbird’s Amber chokolade er også en super lækker karamelliseret hvid chokolade, som måske er nemmere at opdrive end callebaut. 

Det betaler sig at bruge en kakao af god kvalitet, evt. Valrhona, det gør en forskel for smagen! 

Chokolademuffins med 3 slags chokolade; 8 store; 

1 stort æg (stuetempereret)

100 g. brun farin

50 g. rørsukker

1 spsk. vaniljesukker 

1 tsk. bagepulver

1 tsk. natron

1/2 tsk. flagesalt 

40 g. kakao

75 g. blødt smør - ikke blandingsprodukt, ægte smør!

100 g. 18% creme fraiche 

3/4 dl. sødmælk

150 g. chokoladeknapper (eller grove chunks) jeg tilsatte 50 g. Gold chokolade - 50 g. mælkechokolade samt 50 g. mørk chokolade

125 g. mel

Til drys: chokoladeknapper samt groft rørsukker

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 195 g. alm. ovnvarme. 

Pisk ægget med farin, rørsukker og vaniljesukker. Pisk med en håndmixer til det bliver sejt og luftigt. 

Tilsæt bagepulver, natron, salt og kakao. Pisk det godt sammen. 

Rør cremefraiche, smør og mælk i og derefter de 3 slags chokolade. 

Vend til sidst melet i med en dejskraber. 

Fyld dejen i 8 store muffinsforme (evt. dem fra Coop, de er fra Änglamark og uden kemi) 

Drys med lidt chokoladeknapper (eller grofthakket chokolade) samt groft rørsukker.



Bag muffinsene i en 195 grader varm ovn i ca. 25 min. eller indtil en kødnål kommer ren ud, når den stikkes i midten af kagerne.



Kagerne opbevarer jeg i en kold ovn. Hvis de stadig ikke er spist efter et par dage, skal de i en lukket beholder i køleskabet.