Viser opslag med etiketten Fastelavnsboller med marcipan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fastelavnsboller med marcipan. Vis alle opslag

lørdag den 24. marts 2012

Verdens bedste fastelavnsboller med marcipanremonce


Det her er efter min mening verdens bedste og nemmeste fastelavnsboller.
De er store og bløde og har det dejligste fyld af marcipanremonce.

Du kan evt. vælge at lægge et lille stykke nougat ovenpå remoncen i bollen, det smager også rigtig dejligt, eller tilsætte 2 spsk. hindbærsyltetøj til remoncen. Jeg laver dem dog oftest med marcipanremoncen alene.


12 fastelavnsboller:
75 g. smør
1,5 dl. sødmælk
50 g. sukker
1/2 tsk. kardemomme
1/2 tsk. salt
25 g. øko. gær
1 æg
Ca. 350 g. sigtet speltmel (eller hvedemel)

1 æg til at pensle bollerne med

Fyld:
75 g. flormelis
75 g. smør
100 g. revet marcipan

Overtræk:
50 g. mørk eller lys chokolade
krymmel (jeg har brugt kandiserede violer, frysetørrede hindbær, blå kornblomst og sølvflager, men vælg selv hvad du har lyst til)

Fremgangsmåde:
Smelt smørret i en lille gryde ved svag varme. Tilsæt mælken og varm op til "lillefingervarm"
Opløs gær og sukker heri. Tilsæt kardemomme og salt til mælkeblandingen.

Tilsæt melet og til sidst ægget. Ælt dejen godt sammen. Dejen er ret flydende, men tilsæt ikke mere mel, før du skal til at arbejde med dejen. Drys et tyndt lag mel over dejen og lad den hæve i ca. 45 min. under et klæde.

Rør remoncen sammen. 

Hæld dejen ud på køkkenbordet. Drys lidt mel over den og vend den et par gange og lad den tage det mel den har brug for. Dejen skal være blød og elastisk og til den våde side. Selvfølgelig ikke så våd, at den klæber fast i bordet når du arbejder med den. 

Lav 12 kugler af dejen. Rul hver kugle flad med en kagerulle til den er ca. 12 cm. i diameter. Læg en spsk. fyld på hvert dejstykke og fold enderne sammen. Du skal lave 6 små krydsede fold i dejen, med den metode flyder fyldet ikke ud under bagningen. 
Se i videoen herunder hvordan jeg folder dejen, så fyldet ikke flyder ud.




Sæt bollerne på en bageplade med sammenfoldningerne nedad. Lad dem hæve i ca. 30 min.



Pensl bollerne med sammenpisket æg. (husk at ægget skal have stuetemperatur, så det ikke chokker bollerne og gør dem flade) Bages ved 230 g. til de er gyldne. 8-10 min. afhængig af ovn.




Overtræk: smelt chokolade i en chokoladesmelter eller over vandbad. dyp bollerne i chokoladen, eller brug en ske og drys evt. med krymmel.




Fastelavnsbollerne er fryseegnede, dog skal du vente med at give dem chokoladeovertræk.

Følg mig på  facebook og få opdateringer ved nye indlæg ;-)