mandag den 14. september 2015

Hønsesalat med karry og estragon


Opskriften her er efter inspiration fra Gastromand.dk Nyt for mig er, at bruge "brændt" karry i en kold dressing, hvilket giver en meget større og lidt spicy smag.
Jeg kogte en kylling til hønsesalaten, og kogte videre på skroget et par timer efter jeg havde pillet kødet af. På den måde fik jeg en god portion hønsefond til fryseren, men du kan sagtens forkorte arbejdsgangen ved at bruge kyllingebrystfileter.
Dressingen i Gastromand´s opskrift manglede sødme syntes jeg, så jeg har tilføjet honning og lidt ananassaft. Næste gang jeg laver hønsesalaten, vil jeg tilsætte et halvt æble i små tern.

Hønsesalat med karry og estragon til 6 personer.

1/2 kogt kylling, eller 2 store kyllingebrystfileter
2 dl. ærter, optøet fra frost
5 ringe ananas fra dåse (gem saften)
150 g. champignoner
2,5 dl, 6% creme fraiche
2 spsk. god mayonnaise
2 store spsk. karry
2-3 spsk. ananassaft
1 spsk. flydende honning
salt og peber

Topping:
100 g. bacon, sprødstegt.
1 dl. frisk estragon, finthakket

Steg bacon sprødt og lad det afdryppe på køkkenrulle.

Riv det kolde kogte kyllingekød i strimler. Skær ananas i små stykker.
Skær champignonerne i skiver, steg dem ved høj varme i lidt smør, til de er brunede og drys salt og peber over.

Brænd karryen af i et par minutter på en meget varm og tør pande. Når det dufter tager du panden fra varmen.

Rør creme fraiche, mayonnaise, ananassaft, honning og karry sammen. Smag til med salt og peber.

Rør kyllingekød, ærter og champignoner sammen med dressingen. Anret i en skål og top med det stegte bacon og estragon.

Kan nydes på rugbrød, ristet lyst brød, eller i en sandwich med salat.

Hjemmelavede karrysild


Hvis du lige som jeg, har et anstrengt forhold til købesild i fed dressing, skulle du prøve denne opskrift, som er mild og let, og med bid af friske æbler og peberfrugt.

Karrysild til 4 personer:

6 sildefileter (hvide marinerede sild i lage)
1 øko. æble
1/2 grøn peberfrugt + lidt ekstra til topping
4 store spsk. 6 % creme fraiche
2 spsk. ravigottesauce
2 spsk. god mayonnaise
2 tsk. karry
salt og peber
dild.

Skær sildefileterne i stykker på ca. 3 x 3 cm. Læg dem i et fad.

Skær æble og peberfrugt i bittesmå tern (du behøver ikke skrælle æblet)

Rør creme fraiche med ravigotte, karry og mayonnaise. Smag til med salt og peber og bland æble- og peberfrugt i dressingen.
Hæld dressingen over sildestykkerne og drys med hakket dild og peberfrugt.

mandag den 7. september 2015

Bagte ferskner med gedeost og honning


I lørdags havde vi gadefest i vores grundejerforening og hver husstand skulle medbringe en tilbehørsret til den stegte pattegris.
Jeg har tidligere fået ferskner som disse serveret hos min veninde Mette, de smager så dejligt og passer til det meste kød, så de blev mit bidrag til buffeten.

Er du ikke til gedeost, kan du erstatte den med en god fetaost.
Jeg elsker denne gedefeta som har god kraftig smag, uden at smage for meget af ged.

Bagte ferskner til 6 personer:

6 ferskner
300 g. gedeost (se foto længere nede)
50 g. ristede pinjekerner
flydende honning
sort peber

Del fersknerne i halve og udsten dem.

Læg de halve ferskner på en bageplade med bagepapir. Bræk osten i 12 stykker og pres hvert stykke ned i fordybningen af kersknerne. Drys med friskkværnet sort peber.



Bag fersknerne i en 210 grader varm ovn i ca 20-25 minutter, eller indtil osten er gylden.

Læg fersknerne på et serveringsfad og dryp 1. spsk. honning ud over hver fersken. Drys til sidst med ristede pinjekerner og evt. frisk oregano.


Gedeost købt i Super Brugsen.


onsdag den 2. september 2015

Smoothiebowl med banan, avocado og chokolade


I bloggerland har jeg de seneste måneder set flere og flere af disse smoothiebowls, i mange forskellige versioner. Så jeg har glædet mig til, at lave min egen version med mine yndlingsingredienser.
Mange af disse smoothiebowls er lavet på yoghurt med blendet frugt og proteinpulver, men jeg har lavet en gluten- og mælkefri version, på banan, avocado, havregryn og kakao.
Den blev rigtig vellykket synes jeg, den smager rigtig syndigt selvom den er sund, og holder mig mæt indtil ved middagstid.

Smoothiebowl til 1 person:

1 frossen banan
1/2 avocado
1 dl. havregryn
1 dl. rismælk
1 stor spsk. kakao
1 spsk. cashewnøddesmør (eller peanutbutter)
1 nip salt

Topping: kokosmel, chiafrø, mandler og frisk frugt.

Skær den frosne banan i mindre stykker og blend den med de øvrige ingredienser til massen er nogenlunde glat.

Anret i en skål og top med frugt og den topping du bedst kan lide - lidt hakket 70 % chokolade vil også klæde den rigtig godt :-)

tirsdag den 1. september 2015

Svampet squashkage med topping af friskost med brunet smør & kandiserede valnødder





Her er kagen toppet med cashewnøddesmør. 

Jeg har haft hyggeligt besøg af naboens børn i dag. De havde tre store squash med til mig, så vi blev hurtigt enige om, at den ene skulle trylles om til en kage.

Kagen har vi freestylet. Min dygtige køkkenhjælper Sebastian på 8 år, fik lov til at bestemme de fleste af ingredienserne, imens jeg sørgede for at krydre kagen godt.
I stedet for den ellers så gode kendte flødeostglasur, valgte Sebastian, at der skulle hakket chokolade i dejen og ingen glasur. Jeg toppede dog mit stykke med cashewnøddesmør, som er mit nye yndlingstreat for tiden.

Kagen er ikke særlig sød, sådan kan jeg bedst lide den. Næste gang jeg bager kagen vil jeg tilsætte rosiner, men det blev nedstemt i dag.

Note: når jeg sidenhen har bagt kagen, topper jeg den med nedenstående friskost-creme. Det smager så godt med brunet smør i. 

Squashkage til ca. 8 pers.

400 g. revet squash
4 æg
200 g. brun farin eller muscovadosukker
1 dl. rapsolie
275 g. sigtet speltmel, eller hvedemel
1 spsk. kanel
2 tsk. vaniljesukker
2 tsk. bagepulver
1 tsk. kardemomme
1/2 tsk. stødte nelliker
1/2 tsk. muscatnød
1/2 tsk. salt
evt. 50 g. hakket 70 % chokolade
evt. 2 dl. rosiner

Topping
200 g. friskost
25 g. smør (ægte øko. smør, ikke blandingsprodukt)
60 g. flormelis
1 spsk. vaniljesukker

Kandiserede valnødder:
60 g. valnøddekerner
2 spsk. sukker
1 spsk. smør

Fremgangsmåde:
Pisk æg og brun farin lyst og skummende.
Tilsæt revet squash, (hakket chokolade) og olie.
Bland mel med krydderier og bagepulver og sigt det i dejen. Vend det rundt i luftige tag med en dejskraber.
Hæld dejen i en springform på 25 cm. i diameter, foret med bagepapir i bunden og med smurte sider. 

Bag kagen midt i en 185 grader varm ovn i ca. 30 min. eller indtil en kødnål kommer ren op, når den stikkes i midten af kagen.

Imens kagen bager laver du topping. 
Smelt smørret i en lille gryde ved høj varme, indtil det bruser op, bliver brunt og dufter nøddeagtigt. Hæld det brune smør op i en røreskål, uden det brune bundfald. Lad det køle af. 

Friskost piskes med flormelis & vaniljesukker. Det afkølede brune smør tilsættes og der piskes igen, til det er luftigt. 

Til de kandiserede valnødder, smeltes sukker og smør på en pande. Hak valnøddekernerne groft og rist dem på panden, til de er omsluttet af brun karamel. Drys en anelse fint salt på. Lad dem afkøle og bank på dem, så de bliver til crunch. 

Afkøl kagen på køkkenbordet. 
Smør flødeostcreme på og drys med kandiserede valnødder.