Jeg har i dag været til træf med 5 skønne kvinder og havde medbragt denne gulerodskage, som blev modtaget ganske godt.
Kagen er inspireret af en kage fra Femina, dog har jeg udskiftet melet med speltmel, samt brugt muscovadosukker som jeg synes giver en lækker karamelagtig smag.
kagen er meget luftig i krummen, det kan jeg godt lide ved den, da gulerodskager ellers godt kan have tendens til at blive tunge og klæge.
Bemærk at portionen er til en 1/2 størrelse ovnbradepande, hvis du vil bage den i springform på ca. 23 cm. skal du blot halvere opskriften!
1 gulerodskage til 1/2 str. ovnbradepande:
4 æg
300 g. muscovadosukker (kan erstattes af brun farin)
4 dl. rapsolie
1/2 tsk. salt
1 tsk. stødte nelliker
1 tsk. kardemomme
2 tsk. kanel
50 g. kokosmel
100 g. grofthakkede hasselnødder
2 tsk. bagepulver
300 g. fintrevne gulerødder
250 g. sigtet speltmel (kan erstattes af hvedemel)
evt. 2 dl. rosiner
Flødeostglasur:
200 g. philadelphia eller anden friskost - ikke light!
3 spsk. flormelis
korn fra 1/2 vaniljestang
saft og skal fra 1/2 øko. citron
Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 175 grader.
Del æggene i blommer og hvider. Sæt hviderne til side.
Pisk æggeblommerne med muscovadosukkeret og tilsæt olien langsomt imens der piskes konstant.
Tilsæt salt og krydderier, samt kokosmel, revne gulerødder og hakkede hasselnødder. (Tilsæt også rosiner hvis du ønsker det)
Sigt natron, bagepulver og mel i æggemassen. Rør let sammen.
Pisk hviderne helt stive og vend dem forsigtigt i dejen.
Smør formen og hæld dejen i.
Bag kagen midt i ovnen i ca. 40 min. eller til en kødnål kommer ren op, når den stikkes i midten af kagen.
Pisk alle ingredienserne sammen til glasuren.
Afkøl kagen næsten helt og top med flødeostglasuren. Drys med kokosflager og pynt evt. med spiselige blomster.