fredag den 5. maj 2017

Citronpasta


Vi er netop kommet hjem fra den dejligste ferie i Italien, hvor vi bl.a. besøgte gode venner, bosat ved Comosøen.

Birthe som vi boede hos, har flere gange serveret den lækreste citronpasta, og det var ingen undtagelse ved dette besøg.
Den har jeg her prøvet at genskabe, og var heldig at finde frisk ægte italiensk fettuccine i LIDL.
Birthe lavede retten med friske ravioli med fyld af citron og ricotta, men det kan desværre ikke opdrives her i dk.

Citronpasta til 2 personer:

250 g. god pasta, bedst med frisk pasta
2 dl. piskefløde
1 æggeblomme
1/2 dl. friskpresset citronsaft
revet skal fra en økologisk citron
1/2 tsk. sukker
salt og peber

Drys: friskrevet peccorino eller parmesan og revet citronskal

Fremgangsmåde:

kog pastaen 2 min. mindre, end pakkens anvisning. Hæld den i en sigte og overbrus den med koldt vand (så klistrer den ikke sammen imens du laver saucen)

Pisk fløde, citronsaft, citronskal og æggeblomme sammen i en skål.

Varm saucen til lige under kogepunktet i en lille gryde imens du rører konstant. Saucen må ikke koge, da der er æg i.
Når saucen er tyknet lidt, hælder du den godt afdryppede pasta i gryden og varmer den igennem i et par minutter. Nu vil saucen tykne lidt mere og nu tilsætter du sukker og smager til med salt og peber.

Server pastaen med det samme, med et gavmildt drys revet peccorinoost samt revet citronskal.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar