fredag den 15. januar 2016

Chokolademuffins med topping af karamel og popcorn


Vores søn fyldte 6 år i weekenden og havde bestilt disse muffins med karamel og popcorn, som vi havde fundet hos: Greenlandicfoodlover
De smager virkelig lækkert! Chokoladedejen vil også egne sig fint som chokoladekage.
Vi har ændret lidt i den originale opskrift. Jeg har bl.a. udeladt mælk, da jeg glemte at tilføje det, da jeg bage kagerne første gang, og de smagte ganske vidunderligt uden. Derudover har jeg brugt sigtet speltmel i stedet for hvedemel, og sidst men ikke mindst, har jeg gjort arbejdsgangen lettere, ved at bruge karamel fra dåse til toppingen.
Næste gang jeg laver kagerne vil jeg udskifte popcornene med mini-marchmallows.

Chokolademuffins, 16 stk.:

250 g. stuetempereret smør
200 g. sukker
4 æg
180 g. sigtet speltmel (eller hvedemel)
2 tsk. bagepulver
2 spsk. vaniljesukker
4 spsk. kakaopulver
100 g. 70 % chokolade, groft hakket
1 nip salt

Topping: Karamel på dåse (fås bl.a. i brugsen - det er ikke kondenseret mælk, det er færdiglavet karamel, man kan godt tage fejl af dåserne)
Samt popcorn lavet af majskerner fra Urtekram, som poppes i kokosolie.



Pisk smør og sukker. Tilsæt æggene og pisk igen. Tilsæt hakket chokolade, salt, bagepulver, kakao og vaniljesukker og pisk godt igen. Vend melet i med lette tag.

Fordel dejen i 16 muffinsforme. Jeg brugte en sprøjtepose, da jeg lavede dobbelt portion, det gjorde det lidt nemmere.


Bages midt i ovnen ved 190 grader i ca. 20-25 minutter, eller indtil en kødnål kommer ren op, når den stikkes i midten af kagen.
Afkøles helt inden der toppes med karamel og popcorn.

Popcorn:
3 spsk. kokosolie varmes i en gryde. 3 spsk. majskerner tilsættes og låget lægges straks på. Når popcornene begynder at poppe, skal de kun poppe i max 2 min. ryst gryden undervejs. Tag gryden fra varmen og tag låget af, så popcormene kan smide dampen. Drys med fint salt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar