Min mand er vild med surdejsbrød, men det er svært at trylle frem i en fart, så jeg har øvet mig i at lave et brød, som kan laves samme dag det skal spises.
Det er ikke et morgenbrød, for det kræver nogle timers hævning for at få de store fine lufthuller.
Brødet smager rigtig godt, især pga. afbagningen, som giver smag og lækker sprødhed.
Brødet er ligeledes det perfekte toastbrød, i forening med gruyere, rosmarinskinke, dijonnaise og frisk rosmarin👌🏻
Ciabattabrød 2 stk.;
7 dl. lunkent vand
10 g. øko. gær
10 g. sukker
2 spsk. olivenolie
18 g. salt
Ca. 800 g. Manitoba-mel
Fremgangsmåde:
Gæren opløses i det fingervarme vand sammen med sukkeret.
Tilsæt olie og salt.
Tilsæt gradvist melet, men hold igen med de sidste 100 g. Det er ikke sikkert du skal bruge det hele. Dejen skal være til den våde side, men ikke flydende.
Kør dejen på din røremaskine på højeste hastighed uden låg.
Blive ved, indtil dejen slipper skålens sider. Der kan gå 8-10 min.
Læg plastfilm over skålen og lad dejen hæve på køkkenbordet i ca. 4 timer. Den skal hæve helt op og boble lidt i overfladen.
Tænd ovnen på 275 grader varmluft.
Lad en ovnbradepande blive i ovnen.
Drys mel og evt. majsgryn på bordet og hæld forsigtigt dejen derpå. Del dejen i to dele.
Nu skal du stramme dejen op, men det skal gøres med stor forsigtighed, så du ikke punkterer hullerne i dejen.
Brug din dejspade hvis du har sådan en. Fold hvert brød 4 gange over sig selv fra alle 4 sider. Lad nu brødene ligge på bordet og hvile indtil ovnen er varm.
Læg bagepapir på den varme ovnplade og lemp forsigtigt brødene over på pladen, så de ligger side om side.
Sæt et lille ovnfast fad i bunden af ovnen med 2 dl. vand i.
(dette er for at få en god fugt i ovnen, så brødene hæver godt) sæt brødene ind på midterste ovnribbe.
Når brødene er hævet godt op, men stadig er lyse, fjernes vandet og dampen slippes ud.
Nu skal du bage brødene videre til de er godt brune og sprøde. Jeg angiver ikke bagetid, for det varierer fra ovn til ovn. Men det tager omtrent 20-25 min. i alt.
Efter endt bagetid køles brødene af på en rist i mindst en halv times tid, før der kan skæres af dem.
Nyd dem med koldt økologisk smør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar