tirsdag den 23. juli 2019

Knasende sprød honningristet granola


Om sommeren spiser vi lidt anderledes om morgenen, end vi plejer, når vi har tid til at spise sammen, hvilket vi ikke altid har i hverdagen, da min mand arbejder i treholdsskift. 

Sommermorgenmad er altid et surmælksprodukt med frisk frugt og noget sprød crunch på toppen, som jeg i dagens anledning selv har lavet. Det er noget billigere end det færdigkøbte og man kan selv bestemme hvad man vil have i, hvilket også er en fordel. 
Alle ingredienser er økologiske, men det bestemmer du jo selv om du vil vælge.

Honningristet Granola, 1 ovnbradepande:

300 g. grovvalsede havregryn
100 g. mandler, hakket groft
75 g. kokoschips
75 g. solsikkekerner
50 g. hasselnødder, hakket groft
200 g. honning
2 spsk. kokosolie

Til at blande i efter ristning og afkøling:
100 g. rosiner
50 g. 70% chokolade, hakket groft

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 170 grader.

Havregryn, mandler, kokoschips, solsikkekerner og hasselnødder blandes i en stor skål. 
Honning og kokosolie tilsættes og der æltes godt, til det hele er blandet grundigt. Jeg bruger nitrile-handsker som kan købes i Netto eller Fakta, eller hvor du ellers handler, for det er noget værre klistret stads at røre ved.
Bred massen ud på en bageplade med bagepapir og rist det midt i ovnen i ca. 25 min. Du skal røre i det flere gange undervejs, så det bliver ristet jævnt.

Afkøl helt inden du tilsætter chokolade og rosiner og opbevar granolaen i en lufttæt beholder.

Her serveret med A-38 med hindbær og lidt bær fra haven, samt bananer.

2 kommentarer:

  1. Mumselimums for en god start på dagen :-)
    Tak for at minde mig om at lave mig en omgang granola en af dagene, det er altså bare lækkert. Udover prisen, så synes jeg også vældig godt om at jeg selv kan vælge indholdet.
    - Når jeg kommer kokoschips i, så venter jeg til efter jeg har ristet den, bliver de slet ikke brændte/brankede af at komme dem i fra start ?

    Gode sommermorgener til dig,
    La Cucina NADA

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Nada :-)
      Hyggeligt at høre fra dig!
      God ide med chipsene, de blev lige til grænsen ristede, men jeg tænker, at hvia man tilsætter dem de sidste 5 min. så når de lige at få en ristet smag, hvilket jeg synes fremhæver smagen. Rigtig god sommer til dig, pyha sikke en varme, men vi må jo ikke klage. Kh. eva

      Slet