Vi har rigtig gang i de tunge retter for tiden. I aftes var der boeuf stroganoff på menuen, det smager bare skønt.
Det hører sig til sjældenhederne, at der er ren flødesovs på bordet, derfor er nydelsen stor når det sker.
Du kan servere en god kartofflelmos til eller ris eller tyske spätzle. Jeg fik desværre købt Änglamarks frosne pommes frites i går, de er ikke værd at spise, så i aften skal vi have spätzle som tilbehør til resterne af retten.
Boeuf Stroganoff til 4 pers.;
700 g. oksefilet i tynde strimler
4 spsk. mel
150 g. god tørsaltet bacon i tern
200 g. løg (ca. 2 mellemstore løg)
300 g. champignoner i halve
2 store spsk. koncentreret tomatpuré
2 store spsk. sød paprika
4 dl. piskefløde
salt og peber samt 1/2 tsk. sukker
Fremgangsmåde:
Kødet rystes i en frysepose med melet.
Bacon steges sprødt i en stegegryde, hakket løg tilsættes og steges med i et par minutter. Tag det op af gryden og smelt lidt smør som du steger champignoner i.
Tag champignoner op af gryden også.
Smelt smør og olivenolie og steg kødet ved høj varme imens du rører konstant. Når kødet har fået stegeskorpe (efter et par minutter) skruer du lidt ned for varmen og tilsætter bacon, løg og champignoner.
Tilsæt nu tomatpuré og paprika og dernæst fløden.
Varm igennem og lad fløden tykne en smule.
Smag til med salt peber og sukker og server med det samme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar