onsdag den 25. marts 2015

Vegetarburgere med kikærtebøffer


Vegetarmad kan være utrolig velsmagende, og stod det til mig, var der vegetarmad på menüen mindst 3 dage om ugen, det er min mand dog ikke helt stemt for.
I går havde vi besøg af min fætter Thomas, som er vegetar, og valget faldt hurtigt på burgere, det tænkte jeg, var en god nem ret at servere, som alle incl. junior ville synes om.
Jeg var meget spændt på, om vores gæst kunne lide mine bøffer. Han har været vegetar i over 20 år og han er rigtig god til at lave mad.
Heldigvis var han helt vild med dem (det sagde han i hvert fald) og min kød-elskende mand ligeså. Junior spiste også med stort velbehag, og opdagede slet ikke, at bøfferne ikke var af kød.

Du skal påregne forberedelse dagen før, da kikærterne sættes i blød natten over. Det dur ikke at bruge kogte kikærter (fra dåse) til bøfferne, det vil gøre dem for våde.

Vegetarbøffer ca. 12 stk.

200 g. rå kikærter (udblødes i vand natten over)
250 g. brune svampe
1 stor persillerod
2 stængler bladselleri
1 stort løg
2 fed hvidløg
1 håndfuld bredbladet persille
2 spsk. hampeproteinpulver (kan udelades)
1/2 tsk. cayennepeber
1 tsk. groft salt
et par omgange peber fra peberkværn
1,5 tsk. stødt spidskommen
2 æg
1 dl. mel
olivenolie til stegning.

Burgerdressing:
3 spsk. god mayonnaise (evt. Hellmanns)
3 spsk. ketchup
2 spsk. skyr
1 spsk. sød chilisauce
1 fed hvidløg, presset
salt og peber

Burgerboller, købte eller mine burgerboller

Tilbehør: sprød salat, tomatskiver, agurkeskiver, rødløg, ketchup.

Blend kikærter, svampe, persillerod, bladselleri, løg, hvidløg og persille i en foodprocessor. Det skal ikke køres til mos, det skal findeles, som var det revet på et groft rivejern.
Bland æg og krydderier i grøntsagerne og bland mel i til sidst.
Farsen vil nok være lidt fugtig.



Tænd for to pander og varm lidt olivenolie op. Læg 4 klatter på ca. 10 cm. i hver pande og skru ned til middel varme. Steg bøfferne 15 min. på hver side, så er de helt faste og gennemstegte.



Steg de sidste 4 bøffer på samme måde.

Rør alle ingredienserne til dressingen sammen.
Lun burgerbollerne og byg din burger op.
Server evt. med hjemmelavede pommesfrites - kartofler skåret i stave, vendt i olivenolie og bagt i ovnen.


3 kommentarer:

  1. Uhhhmmmm de lyder fantastiske :-D

    SvarSlet
  2. Mange tak Låvise 😊 de var virkelig også gode, god weekend, kh. Eva

    SvarSlet
    Svar
    1. I lige måde - jeg har gemt opskriften, det er dejligt med inspiration, når vi nu ikke er særlig gode til vegetar mad <3

      Slet