søndag den 22. marts 2015

Pasta med hummersauce og rejer


Lækker hurtig pastaret med intens hummersauce. Du kan udskifte rejerne med ristet laks, kammusling eller friske hummerhaler.

Pasta med hummersauce til 4 pers:

400 g. fuldkornsspaghetti
1 fennikel
1 bundt forårsløg
200 g. broccoli i små buketter
16 rå tigerrejer eller rosérejer
2 dl. hvidvin
3 spsk. flydende koncentreret hummerfond, evt. "Touch of Taste"
3 dl. creme fraiche 18 % (ikke lavere fedtprocent, så skiller saucen!)
Salt og peber.

Fremgangsmåde:
Gør grøntsagerne i stand; skær forårsløg i skrå skiver på ca. 1 cm., del broccolien i små mundrette buketter, skær fenniklen i tynde skiver.

Rejer befries for skallen og lægges på køkkenrulle.

Sæt spaghettien til at koge.

Hæld vin og hummerfond i en lille gryde og lad det stå og småsimre uden låg, indtil det er reduceret til det halve.
Tilsæt creme fraiche og lad det småsimre i et par minutter - det skal ikke koge. Smag til med peber og evt. salt.

Blancher broccolien i 1 minut i spilkogende vand i en lille gryde, lad det dryppe af i en si.

Svits tigerrejerne 1 minut, i olie på en meget varm pande, tag dem straks af panden.

Varm lidt olie i en godt varm pande. Svits forårsløg og fennikel ganske kort - det skal kun lige varmes op, så max 1-2 minutter. Tilsæt evt. det dampede broccoli de sidste sekunder, for at varme det op.

Anret spaghettien i dybe tallerkener. Hæld hummersauce ud over og top med broccoli, fennikel, forårsløg og tigerrejer, server med det samme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar