tirsdag den 14. august 2012

Lynstegte kødboller


Dette er nok det tætteste du kommer på en rigtig autentisk asiatisk ret.
Der er intens smag i den mørke sauce som smyger sig om kødbollerne. Lad dig ikke afskrække af at der skal rejer i kødbollerne, de smager ikke af fisk!
Jeg vil vove at kalde retten for fedtfattig.

4 pers.

500 g. hakket magert svinekød
150 g. rejer
1/2 bundt forårsløg
2 cm. ingefær
1 fed hvidløg
2 spsk. teriyake-sauce, eller soya
lidt olie til stegning

Sauce:
6 spsk. teriyake-sauce, eller soya
2 dl. bouillon (jeg bruger kalvefond, men du kan også bruge, hønse, svin, okse eller grøntsagsbouillon)
4 tsk. farin
250 g. champignoner i skiver
200 g. hjertesalat eller kinakål, groft skåret
1/2 bdt. forårsløg, finthakket
1-2 fed presset hvidløg
friskkværnet peber
lidt majsstivelse


Tilbehør: kinesiske risnudler, eller ris

Blend rejer, ingefær, soya og hvidløg i en minihakker, har du ikke sådan én, kan du hakke rejerne fint og rive ingefær og hvidløg.
Bland det i svinekødet sammen med 1/2 bundt forårsløg og friskkværnet peber. (der skal ikke salt i, da soyaen udgør saltet)

Form små kødboller og steg dem gyldne på en varm pande i lidt olie, imens du ryster den konstant, for at få runde boller. Tag dem op.

Kom alle ingredienser til saucen panden, pisk det godt sammen og kog det igennem.
Tilsæt svampe og kødboller og kog et par minutter.

Tilsæt kål og sluk. Smag saucen til, HUSK at du som udgangspunkt ikke skal salte saucen, soyaen udgør saltet, og du kan nemt risikere en for salt sauce.

Servér med risnudler eller ris.




2 kommentarer:

  1. Meget dejlig ret - lige som jeg havde forestillet mig den ud fra billedet. Jeg brugte squash og spidskål i stedet for svampe og kinakål (for det var det, der lå i køleskuffen...) og det fungerede fint. Fortsæt endelig det inspirerende arbejde for os, der virkelig mangler inspiration til gryderne i det daglige. Tak!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lone, tusind tak for de søde ord. Det glæder mig, at Du synes om retten! Og det minder mig samtidig om, at det er alt for længe siden, jeg sidst har fået den, sså den skal på menüen i weekenden. God weekend til dig, kh. eva

      Slet