tirsdag den 24. april 2012

Svinekæber braiseret i øl & æblemost




I dag er svinekæber heldigvis tilgængelige i ganske almindelige supermarkeder, sådan var det ikke for blot få år tilbage. Der skulle de bestilles hos slagteren. 
Det har gjort retten til en hverdagsklassiker, hjemme hos os. 

Vi spiser en grov rodfrugtmos til, samt en salat af grønkål, æble, pecannødder, og abrikoser. 

Braiserede svinekæber til 4 pers.:
Olivenolie og smør
1 kg. svinekæber
1 stort løg
285 g. gulerødder i store skrå skiver
100 g. knoldselleri i grove tern
4 hvidløgsfed
250 g. champignoner, skåret i kvarte 
5 dl. æblemost, gerne en god øko. koldpresset
4 dl. mørkt øl
2 laurbærblade
salt og sort peber
Frisk timian 
En sjat piskefløde 

Fremgangsmåde:
Gå kæberne efter for sener – normalt er de befriet for den hinde, der sidder omkring dem, men tjek alligevel om slagteren har fået det hele med. Ellers trækkes eller skæres hinderne af. Giv dem salt og peber på begge sider. 

Brun kæberne i en tykbundet gryde i en blanding af olie og smør. Gør det ad 2 omgange, så kødet får ordentlig plads at stege i – på den måde sikrer du, at det bliver stegt og ikke kogt. Når det er grundigt brunet på alle sider, tages kødet op af gryden og lægges til side på en tallerken.

Kom løg, gulerødder, selleri og hvidløg i gryden og lad det stege til det begynder at tage farve. Kom kæberne tilbage i gryden sammen med champignoner. Tilsæt øl, æblemost og laurbærblade. Læg låg på og lad retten simre i 1½ time ved laveste blus, til kæberne er møre. Jeg lægger et stykke stanniol ml. gryde og låg, for at holde bedre på varmen imens det simrer. 

Tag kød og grøntsager op af gryden med en hul-ske og læg det i et fad. Kog nu saucen ind til den får en kraftig smag. Dette gøres selvfølgelig uden låg. 
Tilsæt en sjat fløde og læg kæber og grøntsager tilbage i sovsen og varm det igennem i 5-7 min. 
Smag til sidst retten til med salt, peber og sukker.
Om nødvendigt, så jævn sovsen en smule med lidt maizena rørt op i vand. 

Spis kæberne med kogte eller moste kartofler eller godt brød til.
.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar