onsdag den 24. juli 2024

Fars ret


Retten her har vores store børn navngivet, ‘Fars ret’. 

Da jeg mødte min mand i 2006 var det børnenes livret, og de fik den ofte, når de besøgte ham hver anden weekend. 

De store børn laver den stadig, så derfor synes jeg, at den fortjente en plads på bloggen. Ikke mindst fordi, at det er den nemmeste ret at lave og du kan bruge præcis de grøntsager du har i køleskab eller fryser. Alt kan bruges! 

Retten kan også laves vegetarisk, så bytter du bare skinken ud med en dåse kikærter. 

Fars ret til 4 pers.:

500 g. frisk pasta

200 g. kogt skinke i strimler (Rema har en frilands som er god!) 

2 brikker Mornaysauce

250 g. champignoner

1 rød snack-peber

2 store gulerødder

Salt & peber

Evt. persille til drys

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 185 g. varmluft. 

Kog pastaen i 1 minut. Dryp den af.  

Grøntsagerne vaskes. Snit det nederste af stokken på champignonerne og skær dem i tykke skiver. 

Snackpeberen skæres i ringe, gulerødderne skæres i tynde skiver, evt. på mandolinjern. 

Pastaen lægges i bunden af et ovnfast fad. Top med skinkestrimler samt grøntsagerne og drys salt og peber over. Hæld mornaysauce over og bag i ovnen i 25 min. 

Drys evt. lidt persille over og nyd. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar