Vi er simpelthen blevet så glade for vores airfryer. Det tog mig lang tid at bliver overbevist om, at jeg skulle presse endnu en køkkenmaskine ind i min samling, men denne er altså kommet for at blive.
Udover at den er strømbesparende ift. ovnen, så tilbereder den and, flæskesteg, pommesfrites, tempurarejer, paneret kylling, forårsruller, morgenbrød fra frost, som croissanter og rundstykker - til perfektion. Vi har den faktisk i gang hver eneste dag.
I dag har vi spist denne marinerede kylling, som var så saftig indeni og sprød udenpå, virkelig lækker! Slut med at lave kylling i ovnen fra nu af.
Sprød, saftig kylling til 4 pers.:
1 frilands eller øko. kylling på ca. 1,6 kg.
Marinade:
1/2 dl. god olivenolie
1 spsk. tørret rosmarin eller 4 spsk. frisk
1 fed hvidløg, presset
1 tsk. himmalayasalt
6 omgange peber fra kværn
Saft og skal af en øko. citron
Fremgangsmåde:
Citronen vaskes grundigt og tørres. Riv skallen af & pres citronen. Bland citronsaft med olivenolie, rosmarin, salt og peber.
Kyllingen skylles, soigneres for overflødigt skind i åbningerne og gumpen klippes af. Læg den i en frysepose og hæld marinaden ved. Masser den godt i posen.
Læg på køl i mindst 5 timer, men gerne natten over.
Kyllingen lægges i airfryeren med brystsiden nedad. Halvdelen af marinaden fra posen hældes over og der drysses med flagesalt. Steg kyllingen ved 180 g. i 25 min.
Vend kyllingen og hæld resten af marinaden over og drys med flagesalt. Steg videre i 25 min.
Lad kyllingen hvile i 10 min. uden at være overdækket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar