fredag den 7. juni 2019

Pølsebrød / Hotdogbrød, store og smørbagte


Lækre store, bløde hotdogbrød løfter din hotdog til et højere niveau og det koster ikke mere at bage sine egne økologiske brød, som at købe den kedelige supermarkedsvariant.

Opskriften er en mindre omskrivning af min opskrift på varme hveder.

10 store hotdogbrød:

100 g. smør
2 dl. mælk
4 spsk. sukker
1 tsk. salt
25 g, gær
1/2 tsk. kardemomme
Ca. 400 g. mel

Til pensling: 1 sammenpisket æg, samt evt. sesamfrø til drys.

Fremgangsmåde:
Smelt smørret i en gryde. Tilsæt mælken og varm op til "lillefingervarm".
Hæld mælkeblandingen i en røreskål og tilsæt sukker, salt og kardemomme samt gær. Når gæren er opløst tilsættes melet og dejen æltes godt sammen.

lad dejen hæve i en halv times tid.

Del dejen i 10 portioner og tril hvert stykke til en aflang "pølse" som trykkes lidt flad og lægges på en bageplade med bagepapir. Lad dem hæve i en lille times tid, til de får dobbelt størrelse.
Pensl med sammenpisket æg og drys evt. med sesamfrø.
Bages i en 210 grader varm ovn i ca. 10-12 min.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar