mandag den 12. maj 2014

Lasagne med spinat, champignon og tomat


Opskriften her tikkede ind i min mailboks i sidste uge. Den er fra min yndlingsmadskribent Lone Kjær.
Jeg afprøver altid Lones opskrifter, som er sunde og med lav fedtprocent, denne ligeså.
Lone skriver at opskriften er udviklet til bladet "Sæson" som bl.a. kan fås i Kiwi butikkerne i denne tid.
Lasagnen er rigtig god og proppet med grøntsager, så du får dækket en stor del af dit daglige behov på 600 g.
Specielt er jeg vild med at der er store tomatskiver mellem lagene, samt den gode fedtfattige bechamelsauce, som er et must i en god lasagne efter min mening.
Jeg har ændret en smule på opskriften, jeg skriver den som jeg lavede den:

Lasagne med spinat, champignon og tomat til 4 pers.:

400 g. hakket økologisk oksekød 6-8 %
450 g. helbladet spinat fra frost, optøet og knuget fri for vand
2 løg, i små tern
1 rød chili, befriet for kerner og hakket fint
2 fed hvidløg, presset
250 g. champignoner i skiver
50 g. bacon i små tern
2 store gulerødder i små tern
1 lille dåse koncentreret tomatpuré
2 spsk. rød balsamico
1 spsk. tørret oregano
1 spsk. tørret timian
1 spsk. tørret rosmarin
1 spsk. sambal oelek (kan udelades hvis der er børn der spiser med)
3 dl. kalve eller okse bouillon
salt og peber

Til at bygge lasagnen op med:
500 g. tomater i (rimlig tykke) skiver
1 pakke fuldkornslasagneplader
75 g. revet mozarella eller emmentaler

Bechamelsaucé:
7 dl. minimælk
3 spsk. hvedemel
100 g. revet mozarella
1/2 tsk. revet muscatnød
Salt og peber

Steg bacon sprødt i gryden. læg det på køkkenrulle.

Steg kødet til det får brune skorper. Tilsæt krydderier, løg, chili, champignon, gulerod og hvidløg. Svits det med i 5 minutter.
Tilsæt tomatpuré, balsamico, bouillon og spinat. Læg låg på og skru næsten helt ned for varmen så det kun lige småsimrer.

Lav nu bechamelsaucen. Hæld 6 dl. mælk i en gryde og varm det langsomt op. Hæld 1 dl. mælk i en kop og rør melet ud heri, alle klumper skal røres ud. Hæld jævningen i den varme mælk sammen med revet ost og muscatnød. Bliv nu ved gryden hele tiden imens saucen tykner lige så stille og pisk jævnligt så det ikke brænder på.
Når saucen har passende konsistens (den skal være rimelig tyk, så den ikke flyder for meget ud) smager du til med salt og peber.

Nu skal lasagnen bygges op.
Smag kødsaucen til med salt og peber, tilsæt det stegte bacon.

Hæld et tyndt lag bechamelsauce i bunden af et lasagnefad. Læg et lag lasagneplader som dækker. Måske skal der brækkes lidt i kanterne.
Hæld 1/3 af kødsaucen ud over pladerne - så 1/3 af tomatskiverne og 1/3 af bechamelsaucen, så igen lasagneplader osv. til du har 3 lag hvor det øverste lag med tomatskiver og bechamel drysses med revet ost til sidst.

Bag lasagnen ved 200 grader i ca. 40 min.



Server en sprød grøn salat til lasagnen med en god vinaigrette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar