tirsdag den 29. oktober 2024

Aglio e olio - spaghetti med hvidløg & persille

 

Jeg elsker denne simple pastaret, som kan laves på 20 minutter. 

Comfortfood som tilmed er billig, også selvom Du køber en spaghetti af god kvalitet, evt. lavet på durum. 

Aglio e olio til 2 pers.;

260 g. god durumspaghetti

4 spsk. olivenolie

4 fed hvidløg

1 dl. finthakket persille

Pastavand

Salt & friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Spaghettien koges 2 minutter mindre end pakkens anvisning i saltet vand. 

Hvidløgsfeddene hakkes fint og sauteres i olien til det er let gyldent, men pas på, at det ikke branker. Så bliver det bittert og uspiseligt. Tilsæt et nip salt og persillen. Lad den stege med et minut. 

Tilsæt 2 dl. pastavand og den næsten kogte spaghetti. Rør rundt og tilsæt evt. lidt mere pastavand. Efter et minuts tid, når spaghettien har absorberet pastavandet, smages der til med salt of peber og der anrettes straks i dybe tallerkener. 



tirsdag den 8. oktober 2024

Brunschwigerkage anno 1932

 



I forbindelse med tømning af mit barndomshjem, fandt jeg en gammel opskriftsbog fra min oldemor Mette, fra 1932.

I bogen er bl.a. en opskrift på Brunschwigerkage og den blev jeg selvfølgelig nødt til at prøve at bage. Det er teknisk set en kage, og ikke en brøddej, som vi normalt kender en brunsviger. For denne er lavet på bagepulver og ikke gær. 

Jeg er spændt på, hvad min søn siger til kagen, når han kommer hjem fra skole om lidt. Han elsker nemlig min brunsviger og vil ikke spise andre brunsvigere end den. Denne kage minder dog allermest om drømmekagen fra Brovst, dog med havregryn på toppen, i stedet for kokos. 

Brunschwigerkage til 8 pers.:

2 æg

125 g. sukker

125 g. mel

2 tsk. bagepulver

1 tsk. vaniljesukker 

1 dl. mælk

15 g. smør, smeltet

Fyld:

95 g. smør

65 g. farin

2 spsk. piskefløde

35 g. havregryn 

Fremgangsmåde:

Æggene piskes lyse og luftige. Sukkeret tilsættes og der piskes i 5 min. 

Mel, vaniljesukker & bagepulver røres i (ikke piske, kun røre!) Mælk og smeltet smør røres i til sidst. 

Beklæd en springform med bagepapir og bag kagen v. 180 g. alm. ovnvarme i 20-25 min. eller indtil kagen er let gylden og gennembagt i midten. 

Imens kagen bager, smeltes alle ingredienserne til toppingen. Kog ved svag varme, indtil det har konsistens som havregrød. 

Fordel toppingen på den bagte kage og bag videre i 5 min.

Her fotos af den gamle opskriftsbog: 






onsdag den 2. oktober 2024

Cremet karry Orzo med plante ‘kødboller’


Lækker cremet Orzo, som kan laves på 1/2 time. Orzo er mini pasta, som ligner ris. 


Cremet Orzo til 4 pers.:

1 mellemstort løg, finthakket

2 fed hvidløg, finthakket 

10 g. smør + 2 spsk. olivenolie

1 stor spsk. konc. tomatpuré

2 spsk. karry

1 spsk. gurkemeje 

400 g. Orzo

7,5 dl. hønsebouillon 

3/4 dl. piskefløde

75 g. frisk spinat 

2 spsk. mangochutney 

Tilsmagning: sukker, salt & peber

Topping: plante’kød’boller fra Ikea, sukkerærter, forårsløg 

Fremgangsmåde:

Smør og olivenolie smeltes i en rummelig gryde. Løg og hvidløg blankes af og der tilsættes tomatpuré, karry & gurkemeje. Tilsæt Orzo, hæld bouillon samt mangochutney på og lad det simre for svag varme uden låg i 12-15 min. eller indtil pastaen er al dente. 

Tilsæt spinat & fløde og varm igennem i 1 minut. Smag til med salt, peber & sukker. 

Anret i 4 dybe tallerkener og top med planteboller, sukkerærter & forårsløg. 




fredag den 20. september 2024

Malenes Tartelettærte



Vi fik denne dejlige tærte serveret hos min veninde, Malene forleden. 

Det er egentlig en kyllingetærte, men jeg har døbt den tartelettærte, da den smager af tarteletter. 

Der var peberfrugt i Malene tærte, det har jeg byttet ud med en porre, da min søn ikke bryder sig om varm peberfrugt. Så du kan erstatte porren med en grøn peberfrugt, eller bruge begge dele, det kan tærten godt rumme. 

Opskriften foreskriver, at man koger en hel kylling. Du kan sagtens nøjes med at koge 3 kyllingebrystfileter i 20 minutter i vand tilsat en hønsebouillonterning. Det er hurtigere. 

Fyldet kan med fordel laves dagen før (eller 2 dage før) det skal bruges og så opbevares på køl, til tærten skal samles. 

Tartelettærte, hovedret til 6 pers. eller forret til 8 pers.:

1 hel frilandskylling 

1 porretop

1 hønsebouillonterning 

10 peberkorn

50 g. smør

250 g. champignoner

3 spsk. mel

1 porre

150 g. aspargessnitter 

1,5 dl. suppe

1 dl. lage fra aspargessnitter

1,5 dl. piskefløde

1 tsk. paprika

Salt & peber

2 ruller butterdej

1 æg til pensling

Persille til drys.

Fremgangsmåde:

Kyllingen trimmes for gumpe og flommefedt og skylles. Den lægges i en gryde og der hældes vand på, så det netop dækker. Kog op og skum for urenheder. 

Tilsæt porretop, peberkorn, 1 tsk. salt samt en hønsebouillonterning. Kog for svag varme i en times tid. 

Tag kyllingen op, gem suppen. Lad kyllingen køle af, til du kan røre ved den. 

Fjern skindet. Brystkødet skæres i tern. Lår- og vingekød pilles af. 

Porren skæres i tykke ringe og koges i 2 minutter i suppen. Tag dem op med en hulske. Gem suppen. (Suppen kan evt. koges mere ind med benene, efter kødet er pillet af og sies og gemmes i fryseren)

Champignonerne renses og skæres i kvarte. Smørret smeltes i en gryde og champignonerne svitses. Skru lidt ned for varmen og tilsæt melet. Tilsæt straks 1,5 dl. suppe og 1 dl. aspargesvand og rør rundt til sovsen tykner (det gør den med det samme) hæld fløden på og tilsæt paprika & smag til med salt & peber. Tilsæt kyllingekødet og aspargessnitterne. Afkøl lidt. 

Den ene pakke butterdej rulles ud i en tærteform. Overskydende dej lægges til side. Fyldes bredes ud over bunden. 


Den anden rulle butterdej, samt det overskydende dej bruges som låg. Enten som fladt låg, eller dekoreres som jeg har gjort. 

Pensl. med sammenpisket æg og bag v. 225 g. alm. ovnvarme i ca. 25 min. eller indtil tærten er gylden og fin. Drys med persille og server med en grov kålsalat. 


fredag den 6. september 2024

Rustik siciliansk tomatsuppe med laks & rejer


Lækker krydret suppe med den gode bæredygtige og linefangede laks og rejer fra Nordfra.com (reklame) 

Inden vi ser os om, kommer køligere dage og her er suppen helt perfekt. 

Toscansk suppe med laks & rejer til 4 pers.:

20 g. smør

2 spsk. olivenolie 

1 stort løg, hakket fint

3 fed hvidløg, hakket fint

2 stilke bladselleri, hakket fint

2 spsk. koncentreret tomatpuré

1 tsk. chiliflager

2 dl. hvidvin

700 g. tomatpassata

250 g. hokkaido græskar, revet groft

1 tsk. sukker

1/2 liter hønsebouillon 

Topping:

4 laksefileter

16 skalrejer

Friskrevet parmesanost 

Persille

Citronbåde

Fremgangsmåde

Smør og olivenolie smeltes i en rummelig gryde. Løg, hvidløg og bladselleri sauteres til det er blankt og der dufter skønt. Tilsæt tomatpuré samt chiliflager og svits i et minuts tid. Hæld hvidvin på og lad det reducere til det er næsten væk. Tilsæt hokkaido, sukker og hønsebouillon. 

Lad suppen simre i mindst 30 min. men gerne i 3-5 timer, hvis du har tid. 

Tø rejerne og laksefileterne op. Pil skallen af rejerne. 

Steg laksefileterne i smør & olivenolie med lidt maste hvidløgsfed. De skal have ca. 3 min. på hver side ved høj varme. 

Anret suppen i dybe tallerkener, top med laks, brudt op i mindre stykker samt rejer. Riv en håndfuld parmesan over hver tallerken og drys med persille. Læg en citronskive ved. 

søndag den 25. august 2024

Rejebisque med cognac 🦐

 


Lækker skummende, cremet rejebisque er en himmerigsspise, som man oftest kun får på gode restauranter. 

Men den kan man sagtens lave selv, det er slet ikke svært, hvis bare man behersker tilsmagning. 

Så når Du har rejeskaller tilovers for eftertiden, så lad være med at smide dem ud, læg dem i fryseren. Når Du så har samlet 1/2 kg., så lav suppe🤍

Suppen skal serveres i mindre portioner, da det er en intens og flødemættet suppe. 

Du kan servere et stykke hvidløgsbrød eller surdejsbrød til. 

Rejebisque som forret til 4 pers.:

1/2 kg. rejeskaller 

Kogeurter:

1 gulerod, 1 stilk bladselleri, 2 fed hvidløg, 1 mellemstort løg

Smør & olivenolie

3 spsk. koncentreret tomatpüre

1 dl. cognac

2 dl. hvidvin 

4 dl. piskefløde 

Salt & peber 

Topping: pillede rejer, rejer i skal, 38% creme fraiche, frisk dild, evt. dildolie

Fremgangsmåde

Smør & olivenolie smeltes i en rummelig gryde. Rejeskallerne svitses af ved høj varme, til de er godt ristet. 

Imens skallerne ristes, skæres kogeurterne i mindre stykker og svitses i smør og olivenolie på en pande.

Tilsæt tomatpuré og svits det med i et minuts tid. Hæld cognac på og flambér. Når flammerne er væk, tilsæt så kogeurterne til rejeskallerne samt hvidvin og lad det reducere til det halve. 

Hæld vand på, så det står lige over skallerne. Læg låg på og lad det simre for svag varme i en times tid. 

Si suppen gennem et rent klæde (som er vasket i parfumefri vaskemiddel) eller 1 dobbelt lag ubleget køkkenrulle. Pres med en ske det sidste suppe ud af skallerne til sidst. Kasser skaller og kogeurter og kog suppen lidt ind, til den bliver kraftig i smagen. Det er her du skal være ved den hele tiden og smage dig frem. Reducerer den for meget, bliver den bitter, reducerer den for lidt, vil den mangle smag. 

Når suppen er tilpas kraftig, hældes fløden på og der reduceres yderligere, til den er tilpas cremet og smagfuld. 

De pillede rejer (1 lille håndfuld pr. pers.) overhældes med kogende vand og sies efter 1 minut. 

Anret i lune dybe tallerkener. Top med cremefraiche, pillede rejer, frisk dild og et par skalrejer. Dryp evt, urteolie på. 


 



torsdag den 22. august 2024

Ramen med laks & nudler🍜

 

Lækker ramensuppe med den gode bæredygtige laks fra Nordfra.com (reklame) laksen er opdrættet uden pesticider & antibiotika og fodret med GMO-frit foder. 

Ramensuppe med laks til 4 pers.:

4 laksefileter uden skind

2 liter oksebouillon 

2 bananskalotteløg i tynde skiver

2 fed hvidløg i tynde skiver

1 spsk. revet ingefær 

400 g. champignoner i tykke skiver

2 stjerneanis

4 pakchoi

4 æg

200 g. risnudler

Topping:

Snittet forårsløg

Sesamfrø

Hoisinsauce

Chili + evt. chiliolie

Ristede løg

Fremgangsmåde:

Risnudlerne koges efter pakkens anvisning og overbruses med koldt vand. 

I en gryde sauteres skalotteløg & hvidløg i olie, til det er blankt. Tilsæt ingefær og champignoner og svits det med. 

Hæld suppen på, sammen med stjerneanis. Lad den simre i 10 min. under låg. 

Steg laksefileterne i olie på en varm pande i 3-4 min. på hver side. Læg dem på en tallerken. 

Kog æggene i ca. 6 min. så burde de være smilende (gælder for mellemstore æg) pil dem og halvér dem. 

Halver pakchoi og lad den koge med i suppen i et minut. 

Anret suppen i 4 dybe tallerkener, læg risnudler i. Top med laks, pak choi, og halve æg. Drys med sesamfrø, forårsløg, chili og ristede løg. Sæt hoisinsauce på bordet så hver enkelt selv kan dosere. 


 

tirsdag den 20. august 2024

Chowder med paneret kuller

 



Indlægget indeholder reklamelinks. 
Sommeren er heldigvis stadig over os, men jeg er gået i suppemode og skal de kommende dage udvikle 4 supper for min gode samarbejdspartner Nordfra.com

Den første er denne lækre lidt spicy chowder med paneret kuller. Mit lille kræsne smagspanel herhjemme har godkendt, endda med ros, så den er nu på vintersuppelisten. 

Chowder med paneret kuller til 4 pers.:

100 g. bacon i tern
150 g. løg, hakket 
2 fed hvidløg, finthakket
175 g. kartofler, i små tern
150 g. gulerod, i tern
60 g. bladselleri, i skiver
100 g. porre, i skiver
2 spsk. tomatpuré
1 laurbærblad
1 spsk. røget paprika
1 spsk. sød paprika
1 nip cayennepeber
1 tsk. kardemomme 
2 dl. hvidvin 
1 liter hønsebouillon 
2,5 dl. piskefløde
2 friske majskolber 
Frisk dild

4 panerede kullerfileter, kan købes Her!

Tilbehør: ristede brødskiver, gnedet med hvidløg og dryppet med olivenolie. 

Fremgangsmåde:
Bacon steges sprødt i en rummelig gryde. 
Smid løg og hvidløg ned til bacon og baconfedtet og steg det klart. Tilsæt kartofler, gulerod og bladselleri samt laurbærblad og krydderier. Svits det godt igennem. Tilsæt tomatpuré og rist det et par minutter og hæld så hvidvin på. Lad vinen reducere til det halve. Tilsæt hønsebouillon og læg låg på gryden. Lad suppen simre for svag varme i 15 min. 

Imens suppen simrer, steges de optøede kullerfileter i smør og olivenolie, ca. 3 min. På hver side, til de er gyldne og sprøde. 

Tilsæt fløde til suppen og smag til med salt, peber og 1 tsk. sukker. 

Anret suppen i dybe tallerkener. Top med den sprødstegte kuller og pynt med dild, lidt paprika, som sies over suppen samt friskkværnet peber. 

onsdag den 7. august 2024

Grillet laks på citronpasta

 

Indlægget indeholder reklamelinks.

Vi har fået denne lækre pastaret til aften, med den gode bæredygtige laks fra Nordfra.com laksen er fremstillet uden brug af pesticider & antibiotika og er fodret med GMO-frit foder. Det koster lidt mere end laksen fra supermarkedet, men det betaler jeg gerne for. Kvaliteten er også væsentlig bedre og smagen selvfølgelig ligeså! 

Det er supernemt at grille laksen. Grill den ved høj varme, så slipper den let risten. 

Grillet laks med citronpasta til 4 pers.;

4 laksesteaks med skind Kan købes her  

Olivenolie

4 spsk. provencekrydderi

Sort peber

Citronpasta:

360 g. linguine eller spaghetti

1 lille løg

2 fed hvidløg

15 g. smør + 2 spsk. olivenolie 

2 dl. hvidvin

1/2 hønsebouillonterning

3 dl. piskefløde

Revet skal af en øko. citron 

Pynt: citronskiver, finthakket purløg, dild 

Fremgangsmåde

Spaghettien koges 2 min. mindre end pakkens anvisning. 

Dryp den af i en sigte og overbrus med koldt vand. 

Hak løg & hvidløg helt fint. Sauter det i smør & olivenolie til det får en smule farve. 

Hæld hvidvin på og lad det reducere til 1/3. Hæld fløde på og hønsebouillonterning og kog uden låg, til det tykner lidt. Tilsæt revet skal fra citronen (husk at vaske den godt i varmt vand) smag til med salt & peber. Tag gryden fra varmen. 

Pensl. laksesteaksene med olivenolie og drys provencekrydderi samt sort peber over hele overfladen. Grill laksesteaksene i 2-3 min. på hver side. Først på kødsiden og derefter på skindsiden. Grill dem få sekunder på siderne. Tag dem straks af grillen. 

Tilsæt den kogte spaghetti til flødesaucen og varm den hurtigt igennem i sovsen. 

Anret spaghettien i 4 dybe tallerkener og bryd laksesteaksene op og anret dem på spaghettien, uden skindet. Læg citronskiver på og drys med purløg og dildkviste.  


onsdag den 24. juli 2024

Fars ret


Retten her har vores store børn navngivet, ‘Fars ret’. 

Da jeg mødte min mand i 2006 var det børnenes livret, og de fik den ofte, når de besøgte ham hver anden weekend. 

De store børn laver den stadig, så derfor synes jeg, at den fortjente en plads på bloggen. Ikke mindst fordi, at det er den nemmeste ret at lave og du kan bruge præcis de grøntsager du har i køleskab eller fryser. Alt kan bruges! 

Retten kan også laves vegetarisk, så bytter du bare skinken ud med en dåse kikærter. 

Fars ret til 4 pers.:

500 g. frisk pasta

200 g. kogt skinke i strimler (Rema har en frilands som er god!) 

2 brikker Mornaysauce

250 g. champignoner

1 rød snack-peber

2 store gulerødder

Salt & peber

Evt. persille til drys

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 185 g. varmluft. 

Kog pastaen i 1 minut. Dryp den af.  

Grøntsagerne vaskes. Snit det nederste af stokken på champignonerne og skær dem i tykke skiver. 

Snackpeberen skæres i ringe, gulerødderne skæres i tynde skiver, evt. på mandolinjern. 

Pastaen lægges i bunden af et ovnfast fad. Top med skinkestrimler samt grøntsagerne og drys salt og peber over. Hæld mornaysauce over og bag i ovnen i 25 min. 

Drys evt. lidt persille over og nyd. 




fredag den 12. juli 2024

Gochujang Blomkål

 


Blomkål er genialt i det vegetariske køkken, fordi det kan varieres i alle retninger. 
Den her snaskede, søde & spicy version er vores nye yndling herhjemme, det smager SÅ godt! 
Gochujang er en chilipasta lavet på fermenterede soyabønner, ris & chili. Det bruges meget i det koreanske køkken.
Smagen er unik og svær at beskrive. Den er både sød & spicy og har en konsistens som er en smule melet. 
Jeg er blevet rigtig glad for at bruge det i asiatiske retter og har altid en bøtte i køleskabet. Den ser sådan ud:
Blomkålen kan indgå i en buffet af vegetarretter men kan også bruges som tilbehørsret til kød. 

Gochujang Blomkål som tilbehørsret til 4 pers.:

Dej:
2 dl. vand
100 g. mel
1 tsk. salt
1 tsk. hvidløgspulver
1 tsk. løgpulver
1 nip cayennepeber 
Sovs:
1 lille løg, hakket fint
2 fed hvidløg, hakket fint
1,5 dl. tomatpassata 
1 spsk. gochujang
2 spsk. soya (Maggi Aroma)
2 spsk. sirup
2 spsk. riseddike
Saft fra 1 lime

Topping: 2 forårsløg, i tynde ringe og sesamfrø

Fremgangsmåde:
Del blomkålen i mundrette bidder. 
Pisk alle ingredienser til dejen sammen. Dyp hver enkelt blomkålsbuket i dejen og læg dem på en bageplade med bagepapir. 
Bag blomkålen ved 185 grader varmluft i 20 min. Kan også laves i airfryer ved 185 grader i 15 min. 

Imens blomkålen bager laves sovs:
Løg og hvidløg blankes af i olivenolie. Tilsæt resten af ingredienserne og lad det småsimre til det tykner lidt. 

Blomkålen vendes i sovsen og den sættes tilbage i ovnen (eller airfryeren) i 20 min. (Airfryer kun 15 min.)

Anret på et fad og drys sesam & forårsløg over. 



fredag den 5. juli 2024

De BEDSTE kanelsnegle med brunet smør

 

DE her snegle er de bedste snegle jeg nogensinde har smagt🤎 Helt uimodståelige! 

De er lavet på base af en roux, og jeg tror, at det er hemmeligheden bag en fantastisk blød, lækker og fugtig krumme. 

Toppingen som er en blanding af en glasur og en ostecreme er også helt vildt lækker! 

Kanelsnegle med brunet smør 12 store:

 Roux:

240 g. vand 

40 g. mel

Dej:

60 g. vand

25 g. øko. gær

3 spsk. kærnemælk 

60 g. blødt smør (ægte smør, ikke blandingsprodukt) 

75 g. farin

2 æg (stuetemperatur)

1 spsk. vaniljesukker 

1 tsk. salt

Ca. 500 g. mel

Fyld:

200 g. farin

2 spsk. kanel

120 g. smør

1 spsk. vaniljesukker

1 nip salt

Topping

185 g. flormelis

60g. friskost 

15 g. brunet smør

1 tsk. vaniljesukker

1 spsk. mælk

1 nip fint salt

Fremgangsmåde:

Først skal Du lave roux; vand og mel koges langsomt op i en lille gryde, til det hæver og bliver cremet (som hvid sovs)

Lad roux’en køle lidt af i skålen til din røremaskine og tilsæt de 60 g. vand, kærnemælk, vaniljesukker, farin & gær. Du skal selvfølgelig lige sikre dig, at den ikke er mere end håndvarm inden gæren tilsættes. 

Tilsæt æggene, det bløde smør og salt og rør sammen. Tilsæt det meste af melet men hold lidt tilbage. Kør dejen i din røremaskine med dejkrog og tilsæt gradvist det sidste mel. Måske skal det hele ikke bruges, måske skal der bruges lidt mere. Det afhænger af meltype og størrelsen på æggene. Dejen skal være til den bløde side! Kør dejen på maskinen i 8-10 min., eller til den slipper skålens kanter. Drys et tyndt lag mel over og dæk skålen til. Lad dejen hæve i 40 min. 

Imens dejen hæver laves brunet smør til fyldet; smørret smeltes ved høj varme i en lille gryde. Når det bruser op og bliver lysebrunt og dufter nøddeagtigt, tages gryden fra varmen. Hæld smørret i en dyb tallerken, bortset fra bundfaldet. 

Lad det stå og køle af på køkkenbordet, indtil det er lunt, men ikke fast. Rør farin, kanel, vaniljesukker og salt i smørret. 

Dejen rulles ud til et rektangel på ca. 45x35 cm. Og fyldet smørres på. Er fyldet blevet for fast, kan det lunes i 5 sekunder i microovnen. 

Rul dejen til en pølse på den lange side.

Skær enderne af og skær 12 snegle som lægges i en bradepande på bagepapir op ad hinanden.

Lad dem efterhæve i 1 times tid. 

Bag sneglene ved 200 g. alm. ovnvarme i ca. 12-14 min. 
Pensl. evt. sneglene med sukkervand når de er kommet ud af ovnen. 
Imens sneglene køler lidt af, røres toppingen sammen. 
Smør toppingen på de lune snegle. Riv evt. lidt Fudge over, som jeg har gjort og drys list kanel på. 










lørdag den 29. juni 2024

Haydari - tyrkisk fetacreme

 


Lækker dip med søde bagte peberfrugter, yoghurt & feta. Smager bare godt til brød, grøntsager, kød, salater - ja det kan bruges til det meste, endda til Chips. 

Haydari dip til 4 pers.:

2 røde peberfrugter

175 g. græsk yoghurt 10%

125 g. god fetaost fra blok

1 spsk. paprika

1 spsk. sirup

Salt

Fremgangsmåde:

Peberfrugterne vaskes godt og lægges i airfryer på bagepapir og bages ved 185 g. i 20 min. Vend dem og giv dem yderligere 5 min. på den anden side. Lad dem køle af og fjern skind samt stok & kerner. (Har du ikke airfryer kan de laves i ovn ved 200 g. på samme måde)

Blend kødet fra peberfrugter, yoghurt, feta, paprika & sirup til en creme. Smag til med salt og peber. 

Opbevares på køl hvor det kan holde sig i 4 dage. 



mandag den 24. juni 2024

Grillede jomfruhummere med skaldyrsdressing & surdejsbrød🦞


Jomfruhummere som jeg elsker dem allermest, grillet, penslet med hvidløgsolie og så skaldyrsdressing & godt surdejsbrød til, så skal jeg ikke bede om mere, det skulle da lige være et koldt glas hvidvin. 

Indlægget indeholder reklamelinks. 

Til 4 pers:

32 jomfruhummere (8 pr. pers.) Køb her!

1 godt surdejsbrød, evt. Il Fornaio

Hvidløgsolie:

1 dl. god koldpresset olivenolie 

1 håndfuld persille, hakket fint

1 fed hvidløg, presset

Salt & peber

Skaldyrsdressing:

3 dl. creme fraiche 18%

4 spsk. god mayonnaise (evt. Hellmanns)

3/4 dl. ketchup (gerne Heinz)

2 spsk. sirup

1/2 tsk. cayennepeber

Salt & peber

Fremgangsmåde:

Pisk alle ingredienser til hvidløgsolien sammen. 

Pisk alle ingredienser til skaldyrsdressingen sammen, smag til med salt & peber. 

Lad begge dressinger hvile på køkkenbordet. 

Jomfruhummerne skæres igennem på langs med en skrap kniv. Den sorte tarmstreng som løber langs ryggen, fjernes/trækkes væk. 

Pensl. kødet med olivenolie og grill på en meget varm grill, først 1 minut på kødsiden og så 1 min. på skalsiden. 

Læg hummerne på et serveringsfad og hæld hvidløgsolie på halekødet - som er det eneste der spises på jomfruhummere.

Nyd med det samme med lunt surdejsbrød og skaldyrsdressing. 

 


lørdag den 22. juni 2024

Hvidløgs citronpasta med stegte kammuslinger

 

Indlægget indeholder reklamelinks

Jeg elsker det simple, når det er lavet af gode råvarer. Det tager under 1/2 time at lave denne lækre ret. 

De gode kammuslinger fra Nordfra.com smager så godt! 

Hvidløgs citronpasta med stegte kammuslinger til 4 pers.:

400 g. kammuslinger fra Nordfra.com

400 g. god øko. Spaghetti (Rema1000 har en god)

4 fed hvidløg

1 potte persille, hakket fint

50 g. friskrevet parmesanost 

Skal og saft fra en øko. citron

Salt, peber & kogevand fra pastaen

4 spsk. Olivenolie & 15 g. smør

Fremgangsmåde:

Tø kammuslingerne op. 

Hak hvidløg fint, riv skallen af citronen fint og pres saften. Riv osten og hak persillen fint. 

Kog spaghettien 2 min. mindre end der står på pakken. 

Imens spaghettien koger steges kammuslingerne. Smelt smør og olivenolie på en pande og steg dem ca. 2 min. på hver side, til de er karamelliserede. Sæt til side. 

Smelt 4 spsk. olivenolie på en rummelig pande og steg det hakkede hvidløg ved lav varme. Det er vigtigt at det ikke bliver brændt, så er det uspiseligt. 

Hæld den næsten færdigkogte spaghetti over i panden med hvidløgsolie sammen med citronskal- og saft samt revet parmesanost & persille. Tilføj kogevand fra pastaen, til der omslutter sig en cremet ‘sauce’ rundt om pastaen. Smag til med salt og peber. 

Anret spaghettien i dybe tallerkener og fordel de stegte kammuslinger over. 


tirsdag den 18. juni 2024

Ajo Blanco med karamelliserede kammuslinger

 





Indlægget indeholder reklamelinks. 

Vi har her til aften fået den andalusiske kolde mandelsuppe Ajo Blanco, med smørstegte kammuslinger og cantaloup melon, virkelig godt og dejlig sommerligt. 

Ajo Blanco til 4 pers.;

200 g. mandler

90 g. groft toastbrød (vægt uden skorpe)

5 dl. vand

1-2 fed hvidløg

3 spsk. æbleeddike

60 g. frisk æble (vægt uden skræl & kernehus)

1/2 dl. god koldpresset olivenolie

Flagesalt & peber

Fyld i suppen: 

120 g. Cantaloup melon

Topping:

400 g. Kammuslinger

15 g. smør + 2 spsk. olivenolie

1 lille håndfuld frisk mynte

Olivenolie 

Friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Mandlerne koges kort op i en lille gryde og overbruses med koldt vand, før de smuttes. 

Toastbrødet lægges i en blender og overhældes med 5 dl. vand. De afskårne kanter ristes sprøde i airfryer eller ovn. 

I blenderen tilføjes også mandler, hvidløg, æble, olivenolie & æbleeddike. Blend til helt glat konsistens og smag til med flagesalt. Sæt suppen på køl, i mindst en times tid. 

Melonen skæres i bittesmå tern. Mynten trækkes af stænglerne og hakkes fint. 

Kammuslingerne optøs og dryppes af i en sigte. Læg dem på køkkenrulle og pres dem let. 

Smørret og olivenolien smaltes på en meget varm pande. Kammuslingerne lægges på panden på den flade/høje side og steges/kramelliseres i ca. 2 min. på hver side. Tag dem straks fra panden og læg dem på en tallerken. 

I 4 dybe tallerkener fordeles cantaloup melon. Suppen hældes over og der toppes med kammuslinger, mynte og dråber af olivenolie. 

Server de ristede brødstænger til.   

Rygeostcreme til laks

 

Lækker rygeostcreme til laks. Cremen kan også spises på rugbrød eller lyst brød. Eller bruges som dip til rå grøntsager. 


Rygeostcreme til 4 pers.;

175 g. rygeost

50 g. god mayonnaise evt. Hellmanns

Salt & friskkværnet peber

Fintsnittet purløg til drys. 

Fremgangsmåde:

Rygeost og mayonnaise blendes cremet med stavblender. Der smages til med salt og peber. Anret i en lille skål og drys med purløg. 

Rabarber-Gin Cocktail

 

Jeg har en svaghed for søde cocktails, shaket med æggehvide. 

Her er en ny til samlingen af yndlingscocktails. 

Rabarber-Gin Cocktail til 2 pers.:

8 cl. rabarbersirup (se opskrift nedenfor)

8 cl. gin

4 cl. friskpresset citronsaft

1 æggehvide

Rabarbersirup (rækker til 6 cocktails):

400 g. rabarber

2 dl. sukker

2 dl. vand

2 stilke frisk rosmarin

1/2 vaniljestang

Fremgangsmåde:

Start med at lave sirup; vask rabarberne & skær dem i mindre stykker. Skrab kornene ud af vaniljestangen og læg dem + den tomme stang i en lille gryde, sammen med rabarber, sukker, vand & rosmarin. Kog op og lad siruppen trække på køl til næste dag. På dag 2 sies siruppen. 

Hæld alle ingredienserne til de 2 cocktails i en shaker og ryst godt og grundigt. Fordel cocktails i 2 glas med isterninger. Nyd med det samme, imens der stadig er skum på toppen. 



P

Grillet laks

 

*Indlægget indeholder reklamelinks!

Endelig kom der en snert af sommervejr tilbage. Det skulle da udnyttes, så vi tændte grillen og smed de gode laksesteaks på fra Nordfra.com det er virkelig god kvalitetslaks, som godt nok er lidt dyrere end supermarkedslaks, men bestemt pengene værd! 

Laksen er fremstillet uden brug af antibiotika og er uden pesticider og er fodret med gmo-frit foder. Det vil jeg i hvert fald gerne betale lidt ekstra for. 

Grillede laksesteaks til 4 pers.;

4 laksesteaks Evt. fra Nordfra.com

Marinade:

4 spsk. olivenolie

1,5 spsk. soya

1,5 spsk. farin

1 fed hvidløg, presset

2 spsk. finthakket persille

1/2 tsk. dijonsennep

Revet skal af en øko. citron 

Friskkværnet peber

Tilbehør: 4 dl. jasminris 

Salsa:

1/2 cantaloup melon i små tern

2 avocadoer i små tern

1 rød chili

Lidt limesaft 

1håndfuld frisk koriander

Øvrigt

2 pak choi

Fremgangsmåde:

Tø laksen op og læg den på køkkenrulle. 

Rør marinaden til laksen sammen. Læg laksesteaksene i en dyb tallerken med skindsiden nedad. Hæld marinaden over, bortset fra 2 spsk. lad laksen trække i marinaden imens du ordner salsa og koger ris. 

Avocado og melon skæres i små tern og vendes med finthakket chili og saft fra 1 lime. 

Risen koges efter pakkens anvisning. 

Pak choi halveres og grilles eller steges i olivenolie. 

Varm havegrillen (eller en grillpande) godt op. Smør grillristen med madolie. 

Grill først laksesteaksene på skindsiden i 2-3 min. Vend dem så og grill dem færdig på kødsiden i 2-3 min. 

Bred risen ud på et fad. Læg salsaen over risen og top med laksesteaks som pensles med resten af marinaden. 

Drys med koriander og server pak choi til. 

Sæt soya på bordet til servering. 



mandag den 17. juni 2024

Livas Ost


Den her friskost wasabi dip bliver Du simpelthen nødt til at prøve, den smager SÅ godt! 

Jeg har døbt den ‘Liva’s Ost’ for det er min venindes datter, Liva, som har præsenteret os for den, sidste sommer. Liva var udvekslingsstudent i South Carolina, og fik osten hos sin værtsfamilie. 

Det er utroligt, at kun 4 ingredienser i forening, kan smage så himmelsk. 

Jeg bruger denne soya, aldrig andre! Den er aromatisk og ikke hvinende salt. Den kan købes i velassorterede supermarkeder, hos asiatiske købmænd og med fordel i Tyskland, hvor den kun koster en brøkdel af hvad den koster herhjemme. 

Osten egner sig perfekt som snack til en drink, men også som del af en buffet.

Liva’s ost, snack til ca. 4 pers.;

1 friskost (evt. Philadelphia) 

Wasabi

Sorte sesamfrø (kan købes i helsekostbutikker)

Soya 

Tilbehør: små kiks, evt. ‘Elephant pretzels’ eller Wasa ‘Delicate Crackers’ eller ‘Tuc saltkiks’

Fremgangsmåde:

Osten vendes ud på et lille fad. Der smøres et tyndt lag wasabi ovenpå osten. Vigtigt, at det er tyndt, det er ikke wasabien der skal dominere! 

Drys et tæt lag sesamfrø på toppen og hæld soya rundt om osten. 

Spis på kiks! 

søndag den 16. juni 2024

Græske frikadeller

 

Da vi spiste denne ret til aften, sagde min mand; 

‘det smager af Grækenland, som at sidde på en lille taverna ud til havet og nyde solnedgangen’ 

Jeg gav ham helt ret, det smagte af sol & sommer. 

Det tog under 1/2 time at lave retten, for jeg stegte frikadellerne i airfryeren. Imens jeg gjorde det, kogte jeg ris og lavede tomat/agurkesalat og en yoghurtdip rørt med hvidløg. Nemt!

Græske frikadeller til 4 pers.;

500 g. hakket okse (jeg brugte frilandsoksekød fra Rema1000)
1 æg
1 knust fed hvidløg
2 spsk. koncentreret tomatpure 
1 spsk. oregano
1 lille tsk. salt
100 g. fetaost i tern

Tilbehør: ris. Tomat/agurkesalat, oliven, feta og yoghurtdip med hvidløg.

Fremgangsmåde:
Kødet røres med alle ingredienser bortset fra feta. Når farsen er homogen foldes fetaost forsigtigt i. 
Lav frikadeller og steg på pande i smør & olie eller i airfryer ved 180 g. i 15 min. 




torsdag den 6. juni 2024

Min yndlings greenie med spinat & kål💚

 

Denne greenie er min yndlings! Jeg får den ofte til min morgenmad, eller som eftermiddagssnack. 

Det er en god måde at få gode sunde grøntsager, selvom jeg faktisk lever overvejende vegetarisk, så er det ikke altid, at jeg får rå grøntsager som her, da aftensmaden oftest består af tilberedte grøntsager. 

Greenie med spinat & kål, 1 glas:

2 kugler frossen spinat

2 kugler frossen grønkål

2-4 buketter frossen broccoli

1/2 banan

1 håndfuld frisk basilikum (eller mynte eller persille)

10 mandler

1 dl. god øko. friskpresset æblesaft (Rema har en god på karton) 

Vand

Fremgangsmåde:

Alle ingredienser bortset fra vand, blendes til en glat smoothie. Juster med lidt vand, så den kan passere gennem et sugerør. 

Nyd!



mandag den 3. juni 2024

Bearnaise kartoffelsalat

 



Skt. Hans er lige om hjørnet og hvad skal vi så grille i år? 

Det her kunne være et bud; bearnaise kartoffelsalat med masser af frisk estragon, det smager himmelsk! Og grillede chili-cheddar pølser. 

Bearnaise kartoffelsalat til 4 pers.:

1 kg. små nye danske kartofler 

340 g. creme fraiche 18%

2 spsk. god mayo, evt. Hellmanns

1 spsk. gurkemeje

1,5 spsk. sirup

4 spsk. friskhakket estragon 

1-2 spsk. bearnaiseessens

Salt & friskkværnet peber

Topping: frisk estragon & friskkværnet peber

Tilbehør: 1-2 grillpølser pr. pers. 

Fremgangsmåde:

Vask og skrab kartoflerne. Kog dem i 8 min. sluk for varmen og lad dem trække under låg i 4 min. (Dette gælder for små kartofler på valnødde str.) afkøl. 

Træk bladene af estragonstilkene og hak dem. Gem lidt til topping. 

Rør cremefraiche, mayo, bearnaiseessens, gurkemeje, sirup og hakket estragon sammen. Smag til med salt og peber og evt. mere sirup & essens. 

Skær kartoflerne i mundrette stykker og vend dem i bearnaisesressingen. 

Anret i en skål og top med frisk estragon og friskkværnet peber. 

Snit pølserne 1/3 ned i riller og grill dem på havegrillen.  



onsdag den 22. maj 2024

Green Goddess Salat

 

Den meget hypede Green Goddess salat har også fundet vej til mit køkken. 

Her i min version med ærter, æble & parmesanost. 

Den smager dejlig friskt går godt i spænd med fisk eller kylling. 

Green Goddess salat til 4 pers.;

300 g. øko. spidskål 

175 g. øko. agurk 

70 g. forårsløg

150 g. ærter (friskbælgede eller fra frost)

1 grønt øko. æble

1 bundt purløg

Dressing:

50 g. frisk basilikum

50 g. frisk spinat

1/2 dl. olivenolie

2 spsk. riseddike rørt med 1 spsk. sukker

40 g. cashewnødder

40 g. parmesanost

2 fed hvidløg

Saft fra en øko. citron

Himmalayasalt & friskkværnet peber til tilsmagning.

Fremgangsmåde:

Alle grøntsagerne skylles godt. 

Spidskålen snittes ultratyndt. Forårsløgene snittes i skrå tynde skiver. Æblet skæres i små tern. Agurken deles i 4 dele på langs og kernerne skæres fra. Snit agurken i små tern. 

Purløget snittes meget fint og gemmes til drys. 

Bland spidskål, forårsløg, æble, agurk & ærter i en rummelig skål. 

Alle ingredienser til dressingen blendes til en fin pesto. Smag til med salt & peber. Pestoen blandes i salaten lige før den skal spises. Drys med set fintsnittede purløg.  


Spaghetti med hvidløgsstegte tigerrejer

 



I aftes skulle aftensmaden være nem og hurtig, da vi kom sent hjem efter kolonihavebesøg & en sen svømmetur i Lillebælt, som i øvrigt kan anbefales. Vandet er så friskt og dejligt! 
Et hurtigt smut i Netto efter tigerrejer & spaghetti og så tog det vitterligt kun 15 min. at frembringe denne lækre pastaret. 

Spaghetti med hvidløgsstegte tigerrejer til 4 pers.;

440 g. god tynd durumspaghetti (Rema1000 har en god øko.) 24 rå wannamei rejer (tigerrejer) 
4 fed hvidløg
20 g. godt øko. smør (ikke blandingsprodukt, ægte smør) 
4 spsk. olivenolie
2 spsk. friskhakket persille
Friskkværnet sort peber
Salt

Til at montere med til sidst:
20 g. smør
Kogevand fra pastaen 

Drys:
4 spsk. friskhakket persille, sort peber

Fremgangsmåde:
Posen med rejer åbnes i toppen og foldes lidt ned. Der hældes koldt vand i. Lad den stå sådan i vasken, så rejerne kan tø op, imens du hakker hvidløg. 

Hvidløgsfeddene hakkes fint, persillen vaskes og hakkes fint. 

Spaghettien sættes til at koge i rigeligt, godt saltet vand. Den skal koges med bid, altså med en lidt hård kerne. Husk at gemme kogevandet. 
Imens at spaghettien koger steges hvidløg og persille i smør og olie. KUN ved lav varme, husk det, hvis hvidløget branker bliver det meget bittert. 

Rejerne befries for skal & halevifte. Læg alle rejerne på panden med hvidløg og persille og steg dem i et minut på hver side (stadig ved lav varme!) tag straks rejerne op med en pincet eller lign. 
I hvidløgsolien på panden flyttes spaghettien direkte fra gryden, med en tang,  når den er al’ dente. Tilsæt nu 20 g. smør samt 2 dl. pastavand. Rør rundt til det bliver cremet. Tilsæt mere pastavand, hvis der er behov. Smag til med salt og friskkværnet peber. 

Anret med det samme og top med 6 rejer pr. pers. samt drys af persille og friskkværnet peber. 

tirsdag den 14. maj 2024

Tom Yum fiskeboller

 

Indlægget indeholder reklamelinks!
Lækker lidt spicy ret med de gode fiskeboller fra  Nordfra.com fiskebollerne er virkelig lækre! Jeg kendte indtil for nylig kun til fiskeboller på dåse, men jeg skal love for, at de ikke tåler sammenligning med disse. 
De smager som en god hjemmerørt fiskefars. 

Tom Yum er en krydderpasta med bl.a. citrongræs, hvidløg, galangarod osv. det smager rigtig godt og dejligt af citrongræs. 

Tom Yum fiskeboller til 4 pers.:

20 fiskeboller Kan købes her!

1 stilk citrongræs

1 stor rød chili, finthakket

2 fed hvidløg, finthakket 

Olivenolie + smør

2 store gulerødder, i skiver

1 stort løg, i både 

3 dl. hønsebouillon 

1 dåse fuldfed kokosmælk (den i brik fra Ãnglamark er bedst)

2 spsk. farin

Tilbehør:

Jasminris, chili, forårsløg og hakkede peanuts 

Fremgangsmåde:

Fiskebollerne tøs op. 

Fjern de yderste to lag på citrongræsset. Hak stænglen fint. 

Steg citrongræs, hvidløg og chili i en blanding af smør & olivenolie. 

Tilsæt Tom Yum paste og steg det med i et minut. Tilsæt løg og gulerødder og steg i et par minutter igen. Tilsæt nu hønsebouillon og lad det reducere til det halve. 

Hæld kokosmælk og farin på og lad det blive gennemvarmt til det tykner lidt. 

Læg fiskebollerne i saucen og rør rundt til de er blevet varme. Saucen må ikke koge og det tager kun 2-3 min. ellers kan fiskebollerne suge væske og hæve op.

Server med jasminris og et drys peanuts, chili og forårsløg på toppen. 


Havtaskekæber med cremet pasta

 

Indlægget indeholder reklamelinks!

Havtaskekæber er er nyt bekendskab for mig. I mit samarbejde med Nordfra.com får jeg mulighed for at smage forskellige fisk og det er virkelig dejligt og spændende. 

Havtaskekæber smager mildt af ‘hvid fisk’ og har konsistens som blæksprutte, synes jeg. 

Husk at fjerne hinden, på den side hvor skindet har siddet. Den kan nemt trækkes af. Jeg kogte mine hinder til hunden, det blev den lykkelig for. 

Panerede havtaskekæber med cremet pasta til 4 pers.:

8 havtaskekæber Købes her!

2 æg

1/2 pose pankorasp

Salt & peber 

Cremet pasta:

1 bundt grønne asparges, i mindre stykker

2 fed hvidløg, hakket fint

Smør & olivenolie

400 g. tynd spaghetti

3 dl. vand + 1/2 hønsebouillonterning 

4 dl. piskefløde 

1 æg

Tørret oregano & sort peber

Fremgangsmåde:

Havtaskekæberne optøs og hinderne trækkes af. 

Pisk æggene sammen med salt og peber. Vend fisken i æg og så i pankorasp. 

Sæt spaghettien til at koge. Kog den så den har ‘bid’

Imens spaghettien koger, steges havtaskekæberne i en blanding af smør og olivenolie. De skal kun stege 2 min. på hver side. Tag dem fra panden og læg dem på køkkenrulle. 

Pastaen dryppes af i en sigte og overbruses med koldt vand. 

I en rummelig pande blankes hvidløg af i smør & olivenolie. De grønne asparges tilsættes. Steg dem i et par minutter og tilsæt hønsefond. Lad fonden reducere til det halve.

I en skål piskes fløde og 1 æg sammen. Hæld blandingen på panden til aspargesene sammen med den kogte pasta. Lad det varme igennem men pas på, at det ikke kommer til at koge, så vil ægget gøre saucen ‘grynet’.

Server pastaen i dybe tallerkener med et drys oregano samt groft sort peber. 

Læg fisken ved. 

Nyd med det samme. 


fredag den 26. april 2024

Gratineret pasta med rørt ricotta & tomat🍅

 

Ægte Comfortfood til kolde dage. Og hvor bliver det forår lige af?? 

Vi fik et stykke fisk til, men retten kan sagtens stå alene. 

Gratineret pasta til 2 pers.:

8 friske lasagneplader

1 mellemstort løg

2 fed hvidløg 

1,5 dåse hakkede tomater 

1 spsk. sukker

2 spsk. balsamico 

1 nip cayennepeber

Rørt ricotta:

150 g. ricotta

50 g. friskrevet parmesan 

4 spsk. piskefløde

Salt & friskkværnet peber

Topping:

4 spsk. friskrevet parmesan

1/2 kugle mozzarella 

Frisk basilikum 

Fremgangsmåde:

Lasagnepladerne koges i 2 min. i saltet vand. De hældes i en sigte og overbruses med koldt vand. Læg dem på et oliesmurt stykke bagepapir. 

Løg og hvidløg steges blankt i lidt olivenolie & smør. De hakkede tomater tilsættes (den halve dåse du får tilovers kan fryses ned) balsamico & sukker tilsættes og tomatsaucen simrer i en halv times tid uden låg. Smag til med salt og peber, cayennepeber og evt. mere sukker. Den skal smage intens og sød og en anelse stærk. Blend saucen med en stavblender. 

Ricottaost røres med parmesan og fløde og smages til med salt & peber. 

Find to tallerkener som er ovnfaste og læg et par skefulde tomatsauce i bunden. Læg en lasagneplade ovenpå saucen og krøl den lidt sammen. Læg skiftevis skefulde af tomatsauce, rørt ricotta og lasagneplader, til det ligger lidt rodet. Top med lidt mozzarella som du river i stykker og drys parmesan over. 

Gratiner i en 225 g. varm ovn (varmluft!) i 15-20 min. eller indtil der er brune kanter på osten. 

Drys med frisk basilikum - nyd! 




mandag den 22. april 2024

Middelhavsspaghetti med stegte fiskeboller

 

Indlægget indeholder reklamelinks! 

Vi har fået denne dejlige pastaret til aften med stegte fiskeboller fra Nordfra.com min gode samarbejdspartner. 

Jeg har indtil nu kun kendt til de små fiskeboller på konserves, men jeg skal da lige love for, at de ikke tåler sammenligning med disse! 

De er glutenfri og smager som en rigtig god smagfuld fiskefrikadelle. 

Der kommer løbende flere opskrifter med de lækre fiskeboller. 

Middelhavsspaghetti med stegte fiskeboller til 2 pers.:

10-12 fiskeboller (optøet fra frost) køb Her!

200 g. tynd øko. spaghetti (den tørrede fra Rema er god) 

1 dåse flåede tomater

2 fed hvidløg, hakket fint

2 spsk. tomatpuré

1 tsk. sukker

1 spsk. tørret oregano

1 nip chiliflager

Olivenolie til stegning

50 g. kapers

1 dl. kalamataoliven 

15 g. smør

100 g. god fetaost, brækket i mindre stykker

Citronbåde 

Fremgangsmåde:

Steg fiskebollerne nænsomt i lidt olivenolie, til de har fået gylden skorpe. 

Hvidløg steges i olivenolie til det er blankt. Tilsæt kapers og oliven. Tilsæt tomatpure og svits kort. 

De flåede tomater fiskes op af dåsen med en gaffel og hakkes groft. De tilsættes gryden sammen med tomatjuicen fra dåsen. Tilsæt sukker, oregano og chiliflager. Lad det simre stille uden låg imens du koger spaghetti efter pakkens anvisning. 

Smag sovsen til med salt, peber og evt. mere sukker. 

Den kogte spaghetti vendes over i sovsen sammen med smørret. 

Anret spaghettien i dybe tallerkener med de stegte fiskeboller og feta. Server med citronbåde og nyd med det samme.  



tirsdag den 9. april 2024

Asiatisk nudelsalat med fivespice karamelliseret kylling

 

Som den vågne læser nok har erfaret, så elsker vi bare asiatisk mad her på matriklen. Og især hvis der indgår sødt karamelliseret kød. Her er brugt kylling, men det kan sagtens erstattes af svinebryst eller oksekød. 

Er du ikke kødspiser, kan kødet erstattes af fast tofu eller ‘pipfri’ som er imiterede ‘kyllingestykker’ 

Nudelsalat til 4 pers.:

6 udbenede kyllingelår eller 4 kyllingebrystfileter

Marinade til kødet:

1 spsk. fintrevet ingefær

2 fed hvidløg, fintrevet

1 spsk. fivespicekrydderi (kan ikke udelades eller erstattes, da det er en bærende smag for retten)

2 spsk. fiskesauce

4 spsk. hoisinsauce

2 spsk. sesamolie

Saft fra 1 lime

1 spsk. farin 

2 spsk. soya (Knorr Aroma er absolut favorit!)

2 spsk. vand

Friskkværnet peber

Tilbehør:

400 g. brede risnudler

4 mellemstore gulerødder i julienne

Marinade til gulerødder:

1/2 dl. sukker - 1/2 dl. eddike, 2 spsk. vand, friskkværnet peber. - koges op et øjeblik og overhældes gulerødderne. 

Øvrigt tilbehør:

bakke bønnespirer

1 agurk, i halve skiver

Hjertesalat, brækket i  mindre stykker

Ristede, saltede peanuts, hakket groft

Hoisinsauce / sød chilisauce / soya

Frisk koriander

4 forårsløg i tynde skrå skiver

Fishsaucedressing: (lav rigeligt og opbevar på køl)

1 fed hvidløg, hakket fint

1/2 rød chili, hakket fint

4 spsk. fishsauce

Saft fra 2 limefrugter 

3 spsk. rørsukker

Friskkværnet sort peber

Alt piskes sammen

Fremgangsmåde:

Marinaden til kødet piskes sammen. Kødet skæres i mindre stykker. 

Varm en pande op og steg kødet i lidt sesamolie. Tilsæt marinaden og lad kødet karamellisere, uden at brænde på. 

Risnudler tilberedes efter pakkens anvisning og overbruses med koldt vand i en si. 

På 4 tallerkener anrettes kød og grøntsager & der toppes med peanuts, koriander, forårsløg og fishsaucedressing. 

Hoisinsauce, sød chilisauce & soya strintes over. 



tirsdag den 26. marts 2024

Påske Rocky Road Roulade

 

En lækker roulade, som både kan bruges som dessert ved påskefrokosten eller blot nydes med kaffegæster🐣

Påske Rocky Road Roulade til 8 pers.:

Bund:
6 æg
100 g. sukker
35 g. kakao
15 g. mel
1/2 tsk. fint salt

Fyld:
3 dl. piskefløde
1 spsk. vaniljesukker 
6 knuste bastognesmåkager (eller kryddersmåkager fra Rema)

1/2 dåse Dulce de leche (karamel) 

Topping:
100 g. smeltet chokolade
1 håndfuld ristede hasselnødder
Knuste påskeæg
Små marshmallows 

Fremgangsmåde:
Del æggene i blommer og hvider. 
Pisk blommerne med sukker og salt til massen er cremet. Vend kakao og mel i. 
Pisk hviderne stive og vend dem i æggemassen. 

Spray et stykke bagepapir med olie og drys et tyndt lag mel på. Fordel dejen på pladen, så den fylder næsten det hele. 
Bag ved 180 grader alm. ovnvarme i 10-12 min. 
Lad bunden afkøle. Læg et stykke bagepapir på bunden og vend den, ved hjælp af en anden bageplade. Træk forsigtigt bagepapiret af. 

Pisk fløden med vaniljesukker til en fast skum. Hak bastognesmåkagerne groft og vend dem i flødeskummet. 

Smør karamel på bunden og fordel flødeskummet øverst. Rul forsigtigt rouladen sammen på den lange led. Den skal ikke trykkes når du ruller, men nærmest løftes, så fyldet ikke presses ud. 

Fordel smeltet chokolade på toppen og drys toppingen på. 
Lad den hvile på køl til den skal nydes

tirsdag den 19. marts 2024

Rosmarin & Citronmarineret kylling i airfryer

 

Vi er simpelthen blevet så glade for vores airfryer. Det tog mig lang tid at bliver overbevist om, at jeg skulle presse endnu en køkkenmaskine ind i min samling, men denne er altså kommet for at blive. 

Udover at den er strømbesparende ift. ovnen, så tilbereder den and, flæskesteg, pommesfrites, tempurarejer, paneret kylling, forårsruller, morgenbrød fra frost, som croissanter og rundstykker - til perfektion. Vi har den faktisk i gang hver eneste dag. 

I dag har vi spist denne marinerede kylling, som var så saftig indeni og sprød udenpå, virkelig lækker! Slut med at lave kylling i ovnen fra nu af. 

Sprød, saftig kylling til 4 pers.:

1 frilands eller øko. kylling på ca. 1,6 kg. 

Marinade:

1/2 dl. god olivenolie

1 spsk. tørret rosmarin eller 4 spsk. frisk

1 fed hvidløg, presset

1 tsk. himmalayasalt 

6 omgange peber fra kværn

Saft og skal af en øko. citron

Fremgangsmåde:

Citronen vaskes grundigt og tørres. Riv skallen af & pres citronen.  Bland citronsaft med olivenolie, rosmarin, salt og peber. 

Kyllingen skylles, soigneres for overflødigt skind i åbningerne og gumpen klippes af. Læg den i en frysepose og hæld marinaden ved. Masser den godt i posen. 

Læg på køl i mindst 5 timer, men gerne natten over. 

Kyllingen lægges i airfryeren med brystsiden nedad. Halvdelen af marinaden fra posen hældes over og der drysses med flagesalt. Steg kyllingen ved 180 g. i 25 min. 

Vend kyllingen og hæld resten af marinaden over og drys med flagesalt. Steg videre i 25 min. 

Lad kyllingen hvile i 10 min. uden at være overdækket. 


tirsdag den 5. marts 2024

Måltidssalat med perlespelt & panerer kuller

Indlægget indeholder reklamelinks

En lækker mættende måltidssalat med den gode panerede kuller fra Nordfra.com Vi er blevet helt vilde med den hvide fisk, som godt nok er lidt dyrere, end fisk fra supermarkedet, men som slet ikke kan sammenlignes i kvalitet. Fisken er saftig og lækker, lidt som torsk både i smag og konsistens, meget, meget lækker! 

Og så er kulleren bæredygtig fanget med line på Færøerne.

Rødbederne, dressingen og de langtidsbagte tomater kan med fordel laves 1-2 dage før salaten skal serveres, så tager det ikke lang tid at samle den.  

Måltidssalat med perlespelt og kuller til 4 pers.: 

4 stykker paneret kuller

4 dl. perlespelt + 2 hønsebouillonterninger

2 stængler bladselleri, i tynde skiver

4 håndfulde ristede & saltede cashewnødder

2 avocadoer, halverede og i tynde skiver

1 dl. oliven 

1 lille aubergine 

Lidt god fetaost i blok 

4 håndfulde rucola

4 mellemstore rødbeder 

Vinaigrette til rødbeder:

4 spsk. god olivenolie - 2 spsk. æbleeddike - 1 spsk. honning - 1 tsk. dijonsennep - salt & peber 

500 g. små søde cherrytomater 

Olivenolie - sukker - salt & peber 

Tahindressing:

4 spsk. tahin 

2 spsk. honning

3/4 dl. friskpresset citronsaft 

2 fed hvidløg, presset

1/2 tsk. salt

Friskkværnet peber

Vand

Fremgangsmåde:

Halver tomaterne og læg dem på bagepapir på en bageplade med skæresiden opad. Spray lidt olivenolie over dem og drys med sukker, lidt salt og peber og bag dem ved 120 grader varmluft i 2 timer. Sæt på køl til de skal bruges. 

Rødbederne koges i saltet vand i en time og afkøles. Skrab skindet af og skær dem i mundrette stykker. 

Pisk vinaigretten sammen og lad rødbederne trække deri til de skal spises. Gerne natten over. 

Skyl perlespelten godt i koldt vand. Hæld den i en gryde og hæld vand på, så det står 3 cm. over perlespelten. Læg 2 hønsebouillonterninger i og kog i 20 min. Hæld perlerne i en sigte og lad dem dryppe af. Hæld dem tilbage i gryden og rør en god klar smør i. 

Auberginen skæres i 2 cm. tykke skiver som halveres. Drys dem med salt og lad dem trække en halv times tid, til de afgiver væske. Skyl dem fri for saltet og steg dem sprøde i olivenolie. 

Tahindressingen piskes sammen og der justeres med lidt vand, for at få rette (tyndtflydende) konsistens. Smag til med salt og peber og evt. mere honning. 

Fisken steges i en blanding af smør & olivenolie til den er gennemstegt og sprød. Den skal have ca. 4 min. på hver side fra frossen tilstand.  

Anret perlespelt i 4 dybe tallerkener top med rucola, oliven, rødbeder, tomater, bladselleri, cashewnødder, fetaost og til sidst den lune fisk, brudt lidt op, der hvor lamellerne skiller. 

Hæld dressing over og nyd med det samme.