fredag den 24. april 2020

Forårssalat med friteret avocado, nye kartofler og jordbær



Jeg har haft hyggeligt besøg af min barndomsveninde, Louise i dag, til gåtur i skoven og frokost i solen i haven.
Jeg skulle egentlig lave en helt anden salat, men efter at have været i 4 butikker, uden at være heldig, at finde hvide asparges, måtte jeg tænke anderledes og det kom der dette ud af.
Hvis du ikke har smagt sprød friteret avocado før, så vil jeg sige: se at få det lavet, det smager himmelsk. Næste gang jeg laver det, vil jeg dyppe avocadoen i beignetdej inden fritering, det tænker jeg er endnu bedre.

Forårssalat med friteret avocado, nye kartofler og jordbær til 2 pers:

1 bakke små blandende salater
12 små nye kogte kartofler
8 mellemstore sød jordbær
1 stor avocado
8 skiver parmaskinke
1/2 dl. ristede pinjekerner

1 æg
2 dl. rasp
flagesalt

Dressing:
3/4 dl. god olivenolie
1 spsk. honning
2 spsk. æbleeddike
2 spsk. citronsaft
1 stor håndfuld frisk basilikum
salt og peber

Fremgangsmåde:
Blend alle ingredienserne til dressingen. Smag til med salt og peber.

Riv salaterne i mindre stykker og fordel dem i to dybe tallerkener. Halvér kartoflerne og læg dem over salaterne.
Jordbær halveres og skæres i kvarte. Parmaskinken halveres og rulles sammen til små "roser".

Avocadoen deles og befries for skræl og sten. Den skæres i skiver af 1,5 cm. og vendes i sammenpisket æg og rasp. Steges gyldne på en pande i rapsolie og lægges på køkkenrulle og drysses med flagesalt.

Fordel jordbær, parmaskinke og lune avocadostykker på salaten og hæld dressingen over. Drys med ristede pinjekerner og friskkværnet peber og lidt flagesalt.

onsdag den 15. april 2020

Franske snegle


Som nogle af jer måske så på min facebookside i sidste uge, så forsøgte jeg at lave franske snegle eller grammofonplader, som de også hed i min barndom.

Jeg rådførte mig med Thomas, som var bager i det bageri hvor jeg arbejdede som teenager i 80´erne og han beskrev så fint for mig, hvordan de dengang lavede sneglene. Det forsøgte jeg så, med er ret så kikset resultat - eller smagsmæssigt smagte de præcis som dengang. De var sprøde og lækre og ganske uimodståelige, men synsmæssigt - oh my.....! De så fine ud da jeg satte dem i ovnen, men under bagningen skilte de fuldstændig ad.

I dag har jeg gjort endnu et forsøg, jeg undlod at rulle dem helt så tyndt som første gang og reducerede smørmængden i remoncen med 40% men igen, samme resultat, sneglene skilte ad i ovnen.

Nu har så jeg besluttet mig for at glemme alt om æstetik i dette opslag, så her får I sneglene skæve og uperfekte som de er, simpelthen fordi de bare smager så godt og så er de tilmed hurtige at lave.

Skal de være ligeså store som bagerens "grammofonplader" skal du bruge to pakker butterdej (og selvfølgelig dobbelt op på remonce) så lægger du bare dejene i forlængelse af hinanden på den lange led og ruller dem sammen på den lange led, inden du ruller dem flade i sukker.

Franske snegle ca. 9 stk.

1 pakke butterdej fra supermarkedets køledisk
60 g. blødt smør (ægte smør, ikke blandingsprodukt)
3 spsk. farin
2 tsk, kanel

+ sukker til at rulle ud i samt mælkechokolade, mørk chokolade og evt. krymmel

Fremgangsmåde:
Læg butterdejen på køkkenbordet.
Rør remoncen sammen og smør den ud over hele dejfladen.
Rul sammen på den lange led og skær stykker af 3 cm. Ved hvert stykke lægges endesnippen ind under bunden på sneglen, før de rulles ud.

Bred et godt lag sukker ud på køkkenbordet. Rul sneglene flade i sukkeret med en kagerulle, husk at vende dem, så begge sider bliver dækket af sukker. De skal forblive intakte når du ruller dem ud, kanterne må ikke briste.

Fordel sneglene på to bageplader med bagepapir. Bages ved 190 grader varmluft i ca. 10-12 minutter, eller indtil de er gyldne og sprøde.
Afkøl og pynt med smeltet chokolade og evt. krymmel.

tirsdag den 14. april 2020

Medaljer med karamel- og brombærfyld


Jeg har altid en lang to-do liste med kager eller mad jeg skal afprøvet. I dag nåede jeg til medaljerne, som jeg aldrig tidligere har prøvet at lave.

Jeg har lavet en version med creme og brombærsylt og en version med creme og saltkaramel. Men du kan jo fylde dem med alt muligt andet som du lyster.

Jeg har lavet dem store, 10 cm. i diameter, mindre kan altså ikke gøre det hvis du spørger mig ;-) Men laves de i alm. størrelse kan der nok blive 8-10 stykker vil jeg tro.


Medaljer 7 store (10 cm.)

Mørdej:
300 g. mel
175 g. koldt smør i tern
100 g. flormelis
1/2 tsk. fint salt
1 æg

vaniljecreme:
2 æg
35 g. lyst rørsukker
10 g. majsstivelse
1/2 vaniljestang
2,5 dl. sødmælk

Karamelsovs: brug denne OPSKRIFT og frys resten ned, eller køb et glas med færdig karamel.

Endvidere:
4 dl. piskefløde, brombærsyltetøj, flormelis, kakao, hyldebærsaft, friske bær, amber chokolade, hakkede pistacienødder, mynte og sølvflager.

Fremgangsmåde:
Start med vaniljecremen, den skal nemlig køle helt af inden du kan bruge den; de to æg, sukker samt majsstivelse piskes godt sammen i en gryde med tyk bund. Alle klumper skal piskes væk. Vaniljekorn- samt svaniljetang tilsættes og der tændes for varmen. Tilsæt gradvis mælken imens du pisker kontant. Pas på med at varme det for hårdt op, det skal kun være på medium varme.
Når cremen begynder at tykne går der kun få sekunder før den er færdig.
Tag den straks fra varmen og hæld den i en dyb tallerken, hvor den skal afkøle, med et stykke plastfilm helt nede på overfladen, så der ikke dannes skind.

Mørdej: Det kolde smør smuldres sammen med mel, salt og flormelis. Ægget tilsættes og dejen samles hurtigt. Man skal ikke arbejde for meget med en mørdej, den skal bare trykkes hurtigt sammen, til den er samlet og nogenlunde homogen.

Del dejen i 2 dele. Den ene del lægger du i køleskabet imens du arbejder med den første.
Rul dejen ud i 2 mm. tykkelse på et melstrøet bord. Udstik cirkler på ca. 10 cm. og fordel dem på bageplader med bagepapir. Fortsæt på samme måde med dejen på køl.

Bages ved 200 grader varmluft i 8-10 min. Hold øje med ovnen. Det er vigtigt at bundene bliver let gyldne, meget af smagen sidder i afbagningen, farve = smag.
Afkøl bundene helt.

Pisk fløden til stabilt skum, med 1 spsk. vaniljesukker.

Læg glasur på halvdelen af bundene. Jeg har rørt en glasur af flormelis og koncentreret hyldebærsaft til kagerne med brombærfyld og en af flormelis, kakao og vand til kagerne med karamelfyld.

Læg en ring af flødeskum på bundene. Inden i hullet fyldes vaniljecreme og saltkaramel eller brombærsylt. Læg "låget" på og top med flødeskum, bær og pynt.


mandag den 13. april 2020

Tarteletter med kylling i asparges



Vi har haft en lillebitte påskefrokost herhjemme i dag - lillebitte, fordi den kun bestod af fiskefilet og tarteletter og at vi kun var os tre, min mand, søn og jeg. Sådan er verden jo p.t. #sammenhverforsig

Jeg plejer faktisk at koge en kylling når jeg laver tarteletfyld. Men fornylig havde min gode nabo Anja, lavet den dejligste tarteletstuvning på kyllingebrystfileter, som holder formen meget bedre end kød fra en hel kylling, som nemt trevler i sovsen. Så det har jeg også gjort i dag, og det smagte himmelsk.

Tarteletfyld til 12 store tarteletter:

3 store kyllingebrystfileter
7 dl. vand
kogeurter:
1 gulerod
1 lille stykke knoldselleri
lidt porretoppe (eller løg)
6 asparges-ender (kan evt. udelades)
1 laurbærblad
8 sorte peberkorn
2 kryddernelliker
1 tsk. groft salt

Til sovs:
15 g. smør
4 spsk. mel
2 dl. aspargesvand
3,5 dl. kogevand fra kyllingebrystfileterne (fond)
1 dl. piskefløde (ikke et must, men det smager jo dejligt!)

Fyld:
kyllingefileter i tern
1 dåse aspargessnitter (husk at gemme lagen)

Fremgangsmåde:
Læg kyllingebrystfileterne i en gryde med vand, samt kogeurter skåret i mindre stykker og krydderier. Kog langsomt op, under låg. Når det er godt i kog, dæmpes varmen, så det kun lige småkoger. Efter 5 min. skummes urenhederne fra.
Lad det koge videre i 25 min.
Dette kan snildt gøres dagen før du skal lave sovsen, så lader du bare kyllingen trække i lagen på køl natten over.

Tag kødet op, si lagen og gem den. Skær kødet i tern på ca. 1 x 1 cm.
Hæld vandet fra aspargesene - gem det.

Lav en opbagning: smelt smørret i en gryde og tilsæt melet imens du pisker konstant. Tilføj først 2 dl. aspargesvand og så 3,5 dl. fond, som hældes gradvist i, i takt med, at sovsen tykner. Rund af med piskefløde og smag til med salt og peber.
Tilsæt kyllingekød samt aspargessnitter og varm det igennem i ca, 5 min.

Server i lune tarteletskaller med et drys af persille.

Tzatziki


Tzatziki er sommerens bedste tilbehør til grillet kød eller som snack til at dyppe godt brød i, gerne et godt svampet foccacia, mums.

Spar ikke på kalorierne når du vælger dit syrnede mælkeprodukt til din tzatziki. Som minimum bør du bruge sødmælksyoghurt, men gerne en 10% græsk yoghurt, ved sidstnævnte slipper du for at dræne.

I dag lavede jeg den på tykmælk, som jeg købte som `datosalg`og drænede i et viskestykke inden brug.
Du kan evt. tilsætte lidt hakket frisk dild til din tzatziki, det smager også dejligt.

Tzatziki 1 skål:

1 liter yoghurt eller tykmælk
1 agurk
4 fed hvidløg, presset
1 spsk. honning
salt og peber
olivenolie
persille til drys

Fremgangsmåde:
Dræn din yoghurt i et klæde over en sigte. Lad den gerne stå et par timer på køl (eller natten over), så den når at smide så meget valle som muligt.

Bland den drænede yoghurt med hvidløg og honning.

Del agurken i 4 dele på langs. Skær midterstykkerne væk fra hver agurkestav (det med kerner i) - spis det, det er dejligt læskende -og sundt.
Skær agurkestavene i skiver på ca. 2 mm. og bland dem i yoghurten. Smag til med salt og peber.
Hæld en smule olivenolie over din tzatziki og drys med lidt persille.

søndag den 12. april 2020

Den lækreste snaskede gl. daws kanelstang med creme



Jeg så for nogle uger siden et billede af en hjemmebagt kanelstang i en bagegruppe på facebook, den fremkaldte virkelig mundvand, men manglede noget væsentligt, vaniljecreme!

Efter flere forgæves forsøg på at finde en opskrift på den gamle sag, som jeg kender fra Torvebageriet i Assens fra 80´erne, besluttede jeg mig for at prøve at skabe en selv.

Det endte heldigvis godt ud, rigtig godt endda, den er præcis så lækker og snasket som jeg husker den -faktisk endnu bedre ;-)

Så her får i opskriften.

1 stor kanelstang:

1/2 dl. sødmælk
25 g. øko. gær
2 spsk. sukker
1/2 tsk. fint salt
1/2 tsk. kardemomme
100 g. blødt smør
250 g. mel
1 æg

Creme:
1 æg
15 g. majsstivelse
35 g. sukker
korn af 1/2 vaniljestang
2,5 dl. mælk

Remonce:
100 g. blødt smør
100 g. farin
1 spsk. sirup
1 spsk. mel
1 spsk. kanel

Til pensling: 1 sammenpisket æg
Topping: lys og mørk smeltet chokolade samt ristede mandelsplitter

Fremgangsmåde:
lun mælken i et par sekunder i microovnen. Sørg for at den kun er lillefingervarm, ellers slår du gæren ihjel. Opløs gær, salt, sukker og kardemomme i mælken. Tilsæt smør, æg og mel.
Kør dejen ved høj hastighed i din røremaskine, til den slipper skålens kanter (eller ælt den grundigt i hånden)
Lad dejen hvile i en halv times tid tildækket.

Rør remoncen sammen.

Strø mel ud på køkkenbordet, læg dejen derpå og rul den ud til et stort rektangel ca. 45 x 35 cm.
smør remoncen ud på hele dejfladen og fold den tre gange sammen på den lange led (som hvis du rullede en roulade, bare med fold i stedet for) Læg sammenfoldningen nedad og buk enderne ind under dejen, så flyder fyldet ikke ud under bagning.

Lav et snit midt i rullen, stop 5 cm. før enderne. Åben snittet lidt og sæt den til hævning i ca. 40 min. eller indtil den har hævet til dobbelt størrelse. Lav cremen imens den hæver.


Creme: Pisk majsstivelsen med 1/2 dl. af mælken, pisk alle klumper væk. Hæld de resterende 2 dl. mælk i en lille kasserolle sammen med ægget, sukker og vaniljekorn. Tilsæt maizenablandingen og varm langsomt op til kogepunktet, imens du bliver ved gryden og pisker konstant. Når cremen er tyknet tager du den af varmen og hælder den i en kold skål. Læg et stykke plastfilm helt ned over cremen og lad den stå på køkkenbordet til du skal bruge den.

Når stangen har hævet som den skal, lægger du en lang stribe creme i midten, der hvor du har lavet et snit.
Pensl med sammenpisket æg og drys med lidt sukker.


Bage midt i en 200 g. varm ovn i ca. 20 min. eller indtil den er fin og gylden.
Afkøl lidt og strint chokolade og mandler over.

onsdag den 8. april 2020

Dalgona Coffee

Forårets store hit på Instagram er denne dessertkaffe som er lynhurtig at frembringe og som bare smager så lækkert, hvadenten den er lun eller laves som Iskaffe.
Min 10 årige søn er også helt vild med den, til ham laves den selvfølgelig på koffeinfri kaffe - sådan drikker jeg den faktisk også selv, da jeg er meget sensitiv og derfor reagerer voldsomt på koffein😉

Dalgona Coffee, 2 kopper:

2 spsk. instant pulverkaffe (bedst med cafe crema, som er fint pulver)
2 strøgne spsk. sukker
1 tsk. vaniljesukker
2 spsk. kogende vand

Mælk eller havremælk

Fremgangsmåde:
Pisk instantkaffepulver med sukker, vaniljesukker og kogende vand. Pisk med en elpisker til det er skummet godt op.

Fyld 2 glas halvt op med mælk og varm hvert glas i ca. 1 minut i microovnen (eller server det koldt med isterninger)
Top med kaffeskummet - nyd!

tirsdag den 7. april 2020

LÆKRE fluffy amerikanske buttermilk pancakes♥️


I al beskedenhed - DE her amerikanske pandekager som junior og jeg har eksperimenteret os frem til i morges, er de bedste jeg til dato har smagt. Sprøde udenpå og lækre luftige indeni, præcis som jeg husker dem fra Florida, mums!

Vi har lavet en dej på stort set samme fremgangsmåde som farmors fantastiske æbleskiver og det var altså bare sådan det skulle gøres, for en perfekt pandekage.

Buttermilk Pancakes 14 stk. a 10 cm. i diameter:

4 dl. mel
2 tsk. bagepulver
1 tsk. natron
1/2 tsk. fint salt
2 spsk. sukker
1 spsk. vaniljesukker
4 dl. kærnemælk
2 æg str. L
1 tsk. sukker (til piskning af æggehvider)

Smør til stegning

Topping: Friske bær/frugt, koldt smør samt sirup.

Fremgangsmåde:
bland mel, natron og salt i en skål. Sigt bagepulver og vaniljesukker i. Tilsæt kærnemælken og rør godt med en træ-grydeske til alle melklumper er rørt væk.

Del æggene i blommer og hvider. Rør blommerne ud i dejen og pisk hviderne stive med 1 tsk. sukker.
Vend forsigtigt de stiftpiskede hvider ind i dejen, så luften bevares.

Varm en pande op til medium varme. Smelt en god klat smør på panden og tag en suppeøse og fyld med dej og hæld den ud på den varme pande. Steg pandekagen til der begynder at komme små bobler i overfladen, så er det tiden at vende den. Jongler panden lidt rundt, så smørret omslutter pandekagen og bag videre i et minuts tid.

Du skal være lidt tålmodig med stegningen. Hvis pandekagen steges for hårdt, bliver den sort udenpå og ubagt inden i. Du skal vente på, at den rejser sig ved moderat varme, men samtidig give den stegeskorpe, for i den sidder en væsentlig del af smagen.

Stabel pandekagerne efterhånden som du steger dem og hold dem varme i en 100 grader varm ovn.

Top med sirup og friske bær.

onsdag den 1. april 2020

Bedstefars Skæg med æblekompot og marengs


Der skal en del bagværk til, for at udholde tiden med hjemmeskoling. Vi synes alle sammen det er hårdt. Der bliver knoklet på fra morgenstunden og til ud på eftermiddagen, så mine køkkensysler er simpelthen dagens højdepunkter for mig.

Det var egentlig meningen at min 10 årige søn skulle med i køkkenet i dag, og have matematikundervisning i mål i kagebagning, men dagens andre lektier trak ud, så jeg vandt en stille stund for mig selv i hjemmebageriet, yeah :-)

Kagen er en gammel klassiker, bagt med de rester jeg havde i huset, bl.a. kærnemælk og æblekompot, som jeg synes passer perfekt til den bløde, søde marengs.
Du kan sagtens købe en færdig æblegrød/mos, så sparer du lidt tid der, eller bruge en hvilken som helst anden marmelade, evt. hindbær.

Note: jeg har ændret på sidste del af opskriften siden jeg postede den. Jeg synes ikke der er nogen grund til at bage kagen for 2. gang. Jeg synes, at marengsen er bedre, hvis den bare bliver brændt lidt på toppen med er gasbrænder.

Bedstefars skæg, til ca. 10 pers.;

150 g. stuetempereret smør
125 g. sukker
2 æg
1,5 dl. kærnemælk
1 spsk. vaniljesukker
1 tsk. natron
1 tsk. bagepulver
200 g. mel

300 g. æblekompot

Italiensk marengs:
3 æggehvider
35 g. vand
1,5 dl. sukker
1 spsk. vaniljesukker

Fremgangsmåde:
Pisk smør og sukker lyst. Tilsæt æggene og pisk det luftigt. Pisk kærnemælk i. Sigt vaniljesukker, natron, bagepulver og mel i dejen og vend det forsigtigt sammen til en ensartet dej.

Hæld dejen i en rugbrødsform eller lign. aflang form og bag kagen på anden nederste rille ved 185 grader varmluft i 20-25 minutter. Når en kødnål kommer ren op, når den stikkes i midten af kagen, er den færdig.

Imens kagen bager laver du italiensk marengs: Pisk æggehviderne let.
Kog vand og sukker op til 117 grader og hæld langsomt siruppen i æggehviderne i en tynd stråle, imens du pisker konstant og i ca. 7-8 minutter.

Tag kagen ud af ovnen. Vend den forsigtigt ud på et serveringsfad og top med æblekompot og marengs øverst. Brænd kagen med gasbrænder på toppen.


NYD!