fredag den 12. juli 2024

Gochujang Blomkål

 


Blomkål er genialt i det vegetariske køkken, fordi det kan varieres i alle retninger. 
Den her snaskede, søde & spicy version er vores nye yndling herhjemme, det smager SÅ godt! 
Gochujang er en chilipasta lavet på fermenterede soyabønner, ris & chili. Det bruges meget i det koreanske køkken.
Smagen er unik og svær at beskrive. Den er både sød & spicy og har en konsistens som er en smule melet. 
Jeg er blevet rigtig glad for at bruge det i asiatiske retter og har altid en bøtte i køleskabet. Den ser sådan ud:
Blomkålen kan indgå i en buffet af vegetarretter men kan også bruges som tilbehørsret til kød. 

Gochujang Blomkål som tilbehørsret til 4 pers.:

Dej:
2 dl. vand
100 g. mel
1 tsk. salt
1 tsk. hvidløgspulver
1 tsk. løgpulver
1 nip cayennepeber 
Sovs:
1 lille løg, hakket fint
2 fed hvidløg, hakket fint
1,5 dl. tomatpassata 
1 spsk. gochujang
2 spsk. soya (Maggi Aroma)
2 spsk. sirup
2 spsk. riseddike
Saft fra 1 lime

Topping: 2 forårsløg, i tynde ringe og sesamfrø

Fremgangsmåde:
Del blomkålen i mundrette bidder. 
Pisk alle ingredienser til dejen sammen. Dyp hver enkelt blomkålsbuket i dejen og læg dem på en bageplade med bagepapir. 
Bag blomkålen ved 185 grader varmluft i 20 min. Kan også laves i airfryer ved 185 grader i 15 min. 

Imens blomkålen bager laves sovs:
Løg og hvidløg blankes af i olivenolie. Tilsæt resten af ingredienserne og lad det småsimre til det tykner lidt. 

Blomkålen vendes i sovsen og den sættes tilbage i ovnen (eller airfryeren) i 20 min. (Airfryer kun 15 min.)

Anret på et fad og drys sesam & forårsløg over. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar