Det er en slags nytænkning af Pavlova, som også er en af mine yndlingskager. Kagen er fra bogen "Sødt Sådan" en fantastisk kagebog af Cecilie Sofie Svensson. Jeg købte bogen for et års tid siden og faldt straks over denne kage, som så forførende og uimodståelig ud. Alligevel gik der over et år før jeg fik den bagt. Har dog smugspist af den, hos min tante Lise, som serverede den for os for et par måneder siden, og jeg var solgt på stedet !
Til 8-10 personer;
Chokolademarengs:
4 æggehvider
240 g sukker
4 spsk kakao
2 spsk eddike
100 g grofthakket god, mørk chokolade
Chokoladeskum;
100 g god, mørk chokolade
200 g nutella
2 + 4 dl piskefløde
Pynt;
Maltesers
ristede, hakkede hasselnødder
1. Tænd ovnen på 150 grader. Start med at piske hviderne, til de begynder at danne bløde toppe, som står af sig selv, og tilsæt derefter sukkeret 1 spsk. ad gangen, mens du pisker grundigt mellem hver skefuld. Marengsen skal være skinnende og stiv og stort set uden sukkerkorn i, når den er klar. Si kakaopulveret i marengsen (det gør det nemmere at blande med marengsmassen), tilsæt eddiken og chokoladen og vend det hele sammen.
2. Fordel marengsen ud på en bageplade med bagepapir i en cirkel på omkring 25 cm i diameter. Sæt pladen i ovnen og skru med det samme temperaturen ned til 100 grader. Bag marengsbunden i 1½ time, hvorefter du slukker ovnen og lader marengsen køle helt af inde i ovnen. Det er oplagt at lave marengsbunden om aftenen og lade den køle ned natten over.
3. Når du skal lave chokoladeskummet, så hak chokoladen fint og bland den med nutellaen. Varm de 2 dl fløde op i en kasserolle, til den er lidt over lillefingervarm, og hæld den lidt ad gangen ned til nutella-chokoladeblandingen, mens du rører. Bliv ved med at røre, til blandingen er glat, cremet og let flydende. Lad cremen køle af til stuetemperatur.
4. Lige inden du serverer desserten pisker du de 4 dl piskefløde, og vender dem med to tredjedele af nutellacremen. Bred chokoladeskummet ud over marengsen, drys med knuste maltesers og ristede nødder. Varm den sidste rest af nutellacremen op (det er nemmest bare at sætte din beholder i en skål med kogende vand, så bliver den blød i løbet af kort tid) og „kør" streger af cremen over marengskagen. Servér med det samme!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar