torsdag den 10. november 2022

Bagte auberginer med safranyoghurt

Jeg elsker auberginer hvis de er tilberedt ordentligt, og kan ikke fordrage auberginer, hvis de ikke er.

Der skal nemlig en del olie til at lave de perfekte auberginer, som er bløde indeni og lidt sprøde udenpå. Er der ikke olie nok, så får du en aubergine som smager af pap. 

Denne ret er inspireret af en gammel Ottolenghi klassiker og er bare så lækker. Få ingredienser, men alligevel stor smag.

Mængderne her er som en tilbehørsret. 

Ovnbagte Aubergiver til 4 pers.:

3 mellemstore auberginer

Groft salt fra kværn 

Olivenolie 

Safran yoghurt:

150 g. græsk yoghurt

1 nip safran udblødt i 2 spsk. kogende vand i 5 min. 

1 lille fed hvidløg, presset

1/2 tsk. sukker

Topping:

Granatæblekerner fra 1/2 granatæble

1 håndfuld ristede pinjekerner 

1 lille håndfuld basilikumblade

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 230 grader varmluft. 

Auberginerne vaskes godt og skæres i 1 cm. skiver på langs. 

Kværn salt over aubergineskiverne og lad dem trække i 5 min. Tør saltet af med køkkenrulle. Vend dem og gentag processen. 

Læg aubergineskiverne på 2 bageplader med bagepapir. Pensl dem på begge sider med olivenolie. Drys med salt og bag dem i ca. 25 min. eller indtil de er brune og bløde. 

Rør yoghurten sammen. 

Anret på en stor tallerken og dryp yoghurten over og drys med granatæblekerner og pinjekerner samt basilikumblade. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar