Kylling kan serveres på mange forskellige måder. Her er en lidt anderledes, lækker og alligevel nem opskrift, som stammer fra Baskerlandet.
Vi går amok i simreretter herhjemme i øjeblikket, det kolde og regnfulde vejr indbyder til det.
Jeg har lavet retten utallige gange gennem årene, især da jeg lige var flyttet hjemmefra som 18 årig. Dengang kom de øvrige beboere i ejendommen strømmende til det fælles køkken, når de kunne dufte at denne ret stod og simrede på komfuret.
Det er super nemt at hele retten laves i én gryde.
Hvis du vil gøre arbejdsgangen endnu nemmere, så køb en kylling som er parteret.
Baskisk kylling til 4 personer:
1 stor frisk kylling
1 dåse flåede tomater
2 løg, hakkede
1 stort rødløg i både
1 rød og 1 gul peberfrugt, i store tern
250 g. champignoner i skiver
300 g. brune ris
3 fed hvidløg, hakkede
1 spsk. oregano
1 tsk. sukker
4 dl. hønsefond (eller bouillon)
(evt. 1 dl. tør hvidvin - jeg tilsætter kun vin hvis jeg alligevel har en åben flaske i køleskabet)
salt og peber
Partér kyllingen i 6 eller 8 dele, klip overflødigt skind og fedt fra. Krydr med salt og peber og brun kyllingestykkerne godt i lidt olie i en gryde. Sæt den til side.
Hæld fedtet fra gryden, hæld lidt olivenolie i, tilsæt risene og rør indtil de er klare.
Tilsæt champignoner, løg, hvidløg, peberfrugt og krydderier og lad det stege i et par minutter. Tilsæt flåede tomater, kylling og fond og læg låg på.
Lad retten småsimre i ca. 45 min. under låg.
Server med persilledrys og godt brød.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar