Iranske ris med sprødt kartoffellåg, smager simpelthen så godt.
Vi har fået det her til aften til verdens bedste Butterchicken men det kan spises til alle andre retter, som du normalt spiser ris til.
Jeg har brugt jasminris, jeg tror dog, at man normalt bruger basmatiris, men det blev ganske godt alligevel. Jeg har også udeladt udblødning af risen.
Iranske safranris til 4 pers.;
4 dl. Jasminris eller basmatiris
2 spsk. olivenolie
2 spsk. smør
1-2 tsk. groft salt
Kartoffelbund:
1 bagekartoffel, skrællet
Olivenolie
Smør
Salt
1/2 tsk. safrantråde
1/2 tsk. sukker
4 spsk. kogende vand
Fremgangsmåde:
Safrantrådene mortes med sukker og overhældes med 4 spsk. kogende vand. Sættes til side.
Risene hældes i en sigte og skyldes godt i lunkent vand, til vandet er klart.
Hæld dem i en gryde og hæld vand på, så det står ca. 1 cm. over risen. Tilsæt salt, olivenolie og smør. Bring i kog og kog i 5 min. Tag straks risen af. (Risen skal have en hård kerne) Er risen tør, hæld den da over i en dyb tallerken. Er den våd, hæld den i en sigte.
Kartoflen (som du har skrællet) skæres i 2 mm. tynde skiver. Hæld olivenolie i gryden, så hele bunden er dækket.( Jeg vil anbefale dig at bruge en gryde med teflonbelægning, så du er sikker på, at kartoffelbunden slipper bunden, når de er tilberedte)
Læg kartoffelskiverne i et lag, så tæt som muligt. Kværn salt over kartoflerne. Hæld forsigtigt risen på kartoffelbunden og fordel dem jævnt med en gaffel. Sørg for at risen ligger ‘luftigt’ så dampen kan trænge igennem. Hæld safranvandet ud over risen. Læg 8-10 tynde skiver smør øverst fordelt på risen.
Læg et stykke stanniol ml. Gryde og låg, så der bliver mere tæt. Sæt varmen på medium. Jeg bruger trin 5 ud af 9 på mit induktionskomfur. Damp risen færdig i 20 min.
Sæt en stor tallerken eller fad på toppen af gryden og vend den rundt, så risen tippes uf på tallerkenen med kartoffelbunden øverst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar