Der går faktisk år mellem, at vi får tarteletter. Førhen var det jo en meget brugt forret til fester, dengang forsamlingshusene havde deres storhedstid. Så kom der en sundhedsbølge, som sendte retter som disse i skammekrogen, men jeg har lagt mærke til, at flere restauranter i Odense har fået tarteletter på kortet igen.
Fornylig havde vores gode nabo, Anja, lavet en ordentlig grydefuld lækker høns i asparges til tarteletter, og vi var heldige, at få lov at spise med.
Det ledte mine tanker hen på en noget hurtigere variant af tarteletfyld, som kan frembringes på bare 10 minutter, nemlig denne stuvning, med rejer og asparges, som også smager ganske dejligt.
Portionen passer til 8 tarteletter.
Tarteletter med rejer og asparges:
15 g. smør2 store spsk. hvedemel
1,5 dl. aspargesvand (fra glasset med asparges)
1/2 dl. hvidvin
1/2 dl. piskefløde
1 glas lange, slanke hvide asparges
150 g. luksus rejer str. L (evt. fra Royal Greenland)
salt & peber
8 luksus tarteletter / dild eller persille til drys
Fremgangsmåde:
Smelt smørret i en tykbundet gryde. Tilsæt melet og pisk det godt sammen. Tilsæt 1,5 dl. aspargesvand imens du fortsat pisker. Tilsæt hvidvin og fløde og bag op, til sovsen er perfekt tyk.
Skær aspargsene i mundrette stykker tilsæt dem sovsen.
Når sovsen langsomt kommer i kog igen, tager du gryden fra varmen og tilsætter rejerne (rejerne må ikke koge, så bliver de seje)
Hæld tarteletfyldet i lune tarteletter og drys lidt persille eller dild over.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar