Jeg har faktisk aldrig brudt mig om koldskål. Min mand og søn har i flere år haft et fast sommerritual, nemlig at runde dagen af med en portion koldskål med knuste tvebakker.
Den koldskål de sværger til, er den tarvelige langtidsholdbare, gule brik, som findes i de fleste supermarkeder.
Af samme grund, har jeg faktisk flere gange lavet en hjemmelavet koldskål til dem, med ægte vanilje, kærnemælk, æggeblommer osv. men har endnu ikke kunnet overbevise dem om, at hjemmelavet øko. koldskål er sagen.
Og så i morges, fik jeg en virkelig god idé, hvis jeg selv skal sige det ;-) Jeg tænkte, at hvis man nu brugte to af de æggehvider man har til overs og lavede en lille portion guf og rørte i den færdige koldskål - så måtte det da nærme sig en koldskål som jeg kan lide. Og ved I hvad, det var simpelthen det der skulle til, for at få mig med på koldskåls-manien, den smager virkelig lækkert!
Himmelsk Koldskål med vanilje og guf-skyer til 3-4 pers.
1/2 liter øko. kærnemælk1/2 liter øko. tykmælk
3 æggeblommer
50 g. hvidt sukker
korn fra 1 vaniljestang
Guf:
2 æggehvider fra æg i str. L.
100 g. hvidt sukker
1 tsk. vaniljesukker
Topping: - jordbær - frisk mynte - høvlet hvid chokolade - spiselige blomster - evt. lidt friskkværnet sort peber
Fremgagsmåde:
Pisk 3 æggeblommer med 50 g. sukker & korn fra vaniljestangen, til det bliver lyst og luftigt.
Rør kærnemælk og tykmælk i.
Pisk æggehviderne stive, tilsæt sukkeret og pisk i et par minutter, til guffen er lidt sej og blank.
Vend guffen i koldskålen. Der skal være skyer af guf, så du skal ikke piske den helt ud.
Nyd med den topping du foretrækker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar