Så har jeg igen eksperimenteret i det asiatiske køkken.
Vi er ret glade for asiatiske retter med sødme, som denne ret hvor svinekødet karamelliserer i bl.a. brun farin og soya, mums det blev godt.
For en gangs skyld, skal du ikke til en asiatisk købmand efter ingredienser, alt kan købes i et alm. supermarked.
Karamelliseret svinekød til 4 pers.:
500 g. hakket svinekød
2 spsk. sesamolie
2 spsk. soya
2 spsk. fiskesauce
3 spsk. brun farin
1 spsk. friskrevet ingefær, fintrevet
1 fed hvidløg, revet
1 rød chili, hakket fint
2,5 dl. hønsebouillon
2 mellemstore gulerødder, skåret i julienne
Tilbehør: 4 dl. jasminris.
Topping: 4 forårsløg, 1 rød chili, 1 dl. ristede peanuts, evt. flere gulerodsstrimler samt dampet broccoli
Fremgangsmåde:
Skyl risen indtil vandet er klart. Hæld vand over, så det står 1 cm. over risen. Tilsæt 1 tsk. salt og kog i 10 min. over svag varme. Tag gryden fra varmen men lad låget være på til I skal spise.
Varm sesamolien godt op i en rummelig pande eller Wok. Steg kødet godt, til al væde er fordampet og kødet har god sprød stegeskorpe.
Bland soya, hvidløg, ingefær, fiskesauce, farin og chili og hæld det på panden. Rør godt imens kødet karamelliserer. Tilsæt hønsebouillon og lad det koge næsten væk. Tilsæt gulerødder og steg videre i 3 minutter.
Damp broccolibuketter i 2 min.
Server med ris i skåle, toppet med kød, forårsløg, peanuts, chili og gulerod og broccoli.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar