Min søn er vild med kanelgifler og plager ofte om Pågens Kanelgifler når vi er ude at handle.
Dem har vi nogle gange købt, indtil jeg fik nærstuderet ingredienslisten.
Der er godt nok mange tilsætningsstoffer og E-numre i. Siden den opdagelse er der ikke blevet købt flere, og det har så gjort, at jeg har været nødt til at opfinde dem selv og det gjorde jeg for første gang i dag, med et rigtig godt resultat, synes vi alle 3.
Kanelgifler 10 stk.
50 g. smør
1 dl. sødmælk
1/2 pk. øko. gær
1 spsk. sukker
1 spsk. vaniljesukker
1 spsk. kanel
1/2 tsk. fint salt
250 g. mel
1 æg
Remonce:
40 g. stuetempereret øko. smør (ikke blandingsprodukt)
40 g. flormelis
1,5 spsk. kanel
Til pensling: 1 æg
Fremgangsmåde;
Smørret smeltes i en lille gryde. Mælken tilsættes og blandingen hældes straks op i en røreskål. Tilsæt sukker, kanel og vaniljesukker. Mærk om blandingen er “lillefingervarm” inden du tilsætter gær.
Smuldr gæren deri og tilsæt salt og mel. Slå ægget ud i dejen og kør den på maskine i 7-8 min. ved højeste hastighed, eller indtil dejen slipper skålens kanter. Dejen er til den våde side, men sådan skal den være.
Drys et tyndt lag mel over dejen og lad den hæve i ca. 1/2 time under et klæde.
Rør remoncen sammen.
Drys mel på køkkenbordet og rul dejen ud til et rektangel på ca. 25 x 40 cm.
Smør remoncen ud på dejen og fold 3 gange på den lange led (eller rul den sammen som en roulade)
Skær enderne af og del resten af dejen i 10 stykker.
Læg dem på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve under et klæde i ca. 30 min.
Pensl med sammenpisket æg. Bag dem midt i en 210 grader varm ovn i ca. 10 min. Det er svært at undgå at enkelte af dem ikke skrider ud til siden under bagning, men jeg lover, at de alligevel smager godt af den grund.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar