søndag den 27. oktober 2013

Honningkage med appelsin, smørcreme og chokolade


Denne kage smager så dejligt! Den er godt krydret og har smag af appelsin, og så dufter hele huset af jul når den bliver bagt. Kagen bliver ret stor og bred hvis du laver én kage. Jeg valgte at dele den i to på langs.
Vil vurdere at der er til ca. 20 personer i kagerne.


Honningkage med appelsin, smørcreme og chokolade
1 meget stor eller 2 mellemstore:
500 g. honning
125 g. muscovadosukker (kan du ikke få det, kan du bruge brun farin)
500 g. hvedemel
1 spsk. kanel
1,5 tsk. natron
1 tsk. ingefær
1 tsk. kardemomme
1/2 tsk. stødte nelliker
1/2 tsk. hjortetaksalt
3 æg
1 dl. piskefløde
saft og skal fra en økologisk appelsin

Smørcreme:
200 g. stuetempereret smør
200 g. flormelis
1 spsk. vaniljepulver

Endvidere:
abrikossyltetøj (eller appelsinsyltetøj)
150 g. smeltet mørk chokolade (jeg bruger 70%)
Evt. 2 dl. ristede hasselnøddekerner, fint hakket, til at røre i chokoladeovertrækket. 

Fremgangsmåde:
Smelt honning og muscovadosukker i en lille gryde, til sukkeret er smeltet. Afkøl til stuetemperatur. Tilsæt fløden, appelsinsaft- og skal samt de 3 æg og rør det sammen.

Bland mel, alle krydderier og natron i en skål. Hæld honningblandingen i og rør det sammen, så dejen bliver ensartet.

Hæld dejen i en form på 20 x 30 cm. og bag den i ca. 45 min. ved 165 grader. Stik en kødnål i midten af kagen, for at se om den er færdigbagt. Nålen skal komme ren op.

Afkøl kagen helt! Flæk den på midten. Nu kan du vælge at lave én stor kage, eller 2 mindre, så deler du kagen i midten på den lange side.

Rør smør og flormelis sammen med elpiskeren på højeste hastighed, til cremen er let og luftig, det tager ca. 3 min.
Smør et lag abrikossyltetøj på den nederste kage, smør smørcreme ovenpå, læg den øverste kage på.


Hæld smeltet chokolade på toppen og smør det ud så det dækker hele overfladen.


Sæt kagen/kagerne på køl så chokoladen stivner. 


Opbevar dem på køl til de skal spises, men tag dem ud 1/2 time inden, så cremen kan blive blød.

4 kommentarer:

  1. Hej Eva
    Dette er den bedste honningkage jeg har bagt, jeg bagte den også sidste år til jul og den gjorde lykke.Den er nu fast på mit julebage program, hvert år og den er også hurtig, at bage så tak for denne dejlige opskrift, den kan varmt anbefales.
    Vh. Elisabeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Elisabeth tusind tak for din feedback, det gør mig rigtig glad! Jeg havde faktisk helt glemt kagen, så jeg tænker at den skal bages en af dagene. God jul til dig, kh. Eva

      Slet
  2. Super kage, smager rigtig godt, men tænker om man kan komme noget i chokoladen så den er nemmere at skære pæne stykker, syns det bliver for hårdt. Vh Birthe
    Ps bruger dine opskrifter rigtig meget.

    SvarSlet
  3. Man kan komme en klat smør i chokoladen , så brækker den ikke så let 😃

    SvarSlet