lørdag den 18. september 2021

Squashbrud


Hvad skal man dog bruge alle de squash til, som man bliver beriget med, med blot en enkelt squashplante i sin nyttehave? 

Det har ofte været en udfordring hjemme hos os. I år har jeg dog ikke dyrket noget som helst i min kolonihave, pga. en længerevarende stressygemelding. Men jeg fik 2 mellemstore squash af vores gode naboer i sidste uge. 

Den ene bliver stegt på panden med smør og hvidløg i morgen og halvdelen af den anden har jeg i dag tryllet om til squashbrud, som minder meget om bagerens gulerodsbrud. 

De er lige kommet ud af ovnen og vi har nydt en med koldt smør her til frokost. 

18 store squash-brud:

65 g. godt økologisk smør (ikke blandingsprodukt)

5 dl. vand

40 g. sukker

25 g. gær

1 spsk. vaniljesukker 

45 g. sesamfrø

80 g. solsikkekerner

10 g.  flagesalt

1 æg (stuetemperatur)

280 g. groftrevet squash (er den meget våd så kram den)

100 g. sigtet speltmel 

825 g. hvedemel

+ ekstra til samling af brud:

1 æg (stuetemperatur) - sesamfrø - solsikkekerner - revet squash (mængde ikke angivet, drys på slump, se foto nedenfor)

Fremgangsmåde:

Smørret smeltes ved svag varme i en lille gryde. Vandet tilsættes og varmes op til “lillefingervarmt” 

Hæld væsken i en røreskål og tilsæt gær, sukker og vaniljesukker. Når gæren er opløst tilsættes salt, sesamfrø, solsikkekerner, revet squash samt æg. Pisk det sammen og tilsæt sigtet speltmel og derpå hvedemel. 

Kør dejen på røremaskine ved høj hastighed, indtil dejen slipper skålens kanter. Lad dejen hæve i 30-40 min. under et klæde. 

Bred dejen ud på et meldrysset bord. 

Lav en fordybning i midten af dejen og slå ægget ud deri. 

Drys en håndfuld sesamfrø ud over dejen og ligeledes en håndfuld solsikkekerner. Riv lidt squash udover også. 


Fold dejens sider ind over ægget et par gange. Hak dejen godt igennem på kryds og tværs med en dejskraber. 

Den gennemhakkede dej hakkes nu ud i ca. 18 portioner og flyttes over på 2 bageplader med bagepapir.


Lad bruddene efterhæve i ca. 45 min. uden at de er tildækkede. Men stil dem gerne et lunt sted.  

Tænd ovnen på 210 grader varmluft. Bag begge plader i ca. 15-18 min. eller indtil de er gyldne. 

Afkøl på en rist og nyd med koldt smør👌🏻

Ingen kommentarer:

Send en kommentar