tirsdag den 8. september 2020

Pasta med salciccia-pølse og svampe


Vores lokale Brugs havde meget overraskende fennikel salcicciapølser i deres sortiment forleden, så vi skyndte os at sikre os en pakke og i dag kom der så denne pastaret ud af det.
Min mand siger det er hans nye yndlingspastaret, og den smager virkelig også godt, i al beskedenhed😉

Pasta med salciccia-pølse og svampe til 3-4 personer:

4 salcicciapølser med fennikel (eller naturel)
300 g. pasta, evt. rigatoni 
250 g. blandende svampe (kantareller, bøgehatte eller champignons)
1 stort løg, finthakket
1 fed hvidløg, finthakket
1,5 dl. hvidvin
1 dl. friskrevet parmesan eller peccorino
2 dl. piskefløde
salt og friskkværnet peber
persille

Tilbehør: evt. en grøn salat med vinaigrette samt hvidløgsbrød.

Fremgangsmåde:
Kog pastaen al dente. Afdryp den godt.

Steg løg og hvidløg i en blanding af smør og olivenolie til det bliver blankt. Lav et snit i pølserne og træk skindet af. Bræk farsen fra pølserne i mindre stykker og steg den sprød sammen med løgene.

Tilsæt de rensede svampe i grove stykker og svits dem med. Tilsæt hvidvin og lad det reducere til det halve. Hæld fløden på og varm godt igennem inden du tilsætter parmesanost og den afdryppede pasta.
Smag til med friskkværnet peber. Det er nok ikke nødvendigt at tilsætte salt, da både pølse og ost tilfører salt.
Server med et drys firskhakket persille og mere parmesan.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar