torsdag den 3. april 2014

Oksekød i fad med bagt kartoffelmos


Dette er en opdatering af den gamle Karoline-klassiker Oksekød i fad.
I sidste uge spiste jeg noget opvarmet persillesovs og blev rigtig syg af det. Ved jo godt at det ikke er så smart, men tog chancen, og denne gang gik det altså ikke godt. Havde mavekramper i to dage og var virkelig dårlig. Desværre varede det hele weekenden og det gik ud over en 40 års fødselsdag hos min veninde Maiken, som jeg dog deltog i, men var bare totalt slatten.
Da sulten endelig kom tilbage, var det denne gamle ret jeg havde lyst til. Jeg har ændret på den originale opskrift, ved at tilsætte champignoner og gulerødder til kødsaucen, samt lidt selleri til kartoffelmosen.

Oksekød i fad med bagt kartoffelmos til 4 personer:

Kartoffelmos:
1 kg. kartofler i store tern
200 g. skrællet knoldselleri, i tern
50 g. smør
1,5 dl. mælk
1,5 tsk. groft salt
friskkværnet peber

Kødsauce:
600 g. friskhakket oksekød fra slagteren
1 stort løg
2 store gulerødder i tern
200 g. champignoner, findelt i en blender
1 dl. tomatketchup, jeg bruger Heinz
1 spsk. oregano
1 spsk. basilikum
1 spsk. sød paprika
salt og peber

Kog kartofler og selleri i 20 min. i vand UDEN salt. Hæld kogevandet fra, tilsæt smør og mælk og varm til det er smeltet. Tag gryden fra varmen, pisk med en elpisker til mosen er nogenlunde glat. Smag til med salt og peber.

Svits kødet i en høj pande i lidt olie. Tilsæt krydderier, hakket løg, champignoner og gulerødder. Lad det stege i 5-7 minutter. Tilsæt tomatketchup og smag til med salt og peber.

Bred kødet ud i et smurt ovnfast fad. Fordel kartoffelmosen henover. Drys evt. et fint lag rasp over mosen og læg lidt smørklatter på.
Bag ved 200 g. i ca. 30 min.

Server med en god blandet salat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar