onsdag den 18. december 2013

Svenske julekagefigurer





Denne dej er nem at arbejde med. Den kan rulles ud ad flere omgange, og tåler at blive arbejdet med af små fedtede fingre. 
Kagerne minder om en julekrydret udgave af belgiske bastognesmåkager, og bliver meget sprøde og hårde, fordi der kun bruges halvt så meget smør end der normalt bruges i småkager.
De kan holde sig i flere måneder hvis de opbevares i lufttæt beholder.
Dejen kan laves op til en uge før bagningen, hvis den opbevares i køleskabet.
Dejen kan også fryses ned.

Svenske julekagefigurer, ca. 35-40 stk.

275 g. mel
1 tsk. natron
50 g. sukker
1 tsk. stødt ingefær
2 tsk. kanel
1 strøget tsk. stødte nelliker
1 tsk. vaniljesukker
1/2 tsk. allehånde
saft af 1/2 citron
125 g. sirup (kan erstattes af honning)
75 g. stuetempereret smør

Pynt:
Smarties (smarties kan fås i en variant som ikke smelter i ovnen)
Flormelis rørt op med æggehvide til en tyk glasur.

Bland mel, natron og krydderier, sigt det ned i en skål. Tilsæt sukkeret og derpå de øvrige ingredienser. Ælt det godt sammen med hånden, så dejen samles.
Læg dejen i en frysepose til madvarer. Pres den så flad som du kan. 
Nu kan du vælge at lade den hvile i køleskabet i en times tid, eller at lægge den i fryseren i 10 min. 

Rul dejen ud til den er ca. 1,5 millimeter tyk. 
Udstik figurer i de former du ønsker. Læg dem på bagepapir på en ovnbradepande og tryk evt. smarties godt ned i dejen.

Bages ved 200 grader i ca. 8 min. eller indtil de er fine gyldne.

Dekorer med glasur.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar