Velkommen til mit køkken, her finder du en samling af mine yndlingsopskrifter. Mad er min store passion. Jeg elsker at være kreativ i køkkenet, her lader jeg op, imens nye retter opstår. Jeg inspireres af menukort, på rejser og hvor jeg ellers nyder mine måltider. Jeg prioriterer økologi og dyrevelfærd. Kig med og lad Dig inspirere. Tilmeld Dig gerne min facebookside "Evas Køkken" og få opdateringer v/nye indlæg
lørdag den 3. november 2012
Nutella med hasselnødder
Så fik jeg endelig prøvet denne skønne nutella, inspiration hentet hos:
http://anneauchocolat.dk/ en fantastisk blog om chokolade og de dejligste kager.
Nutella med hasselnødder, 2 glas:
200 g hasselnødder
150 g god chokolade (jeg brugte 100 g. lys og 50 g. mørk)
2,5 dl piskefløde
50 g smør
1 nip fint salt
Evt. lidt sukker eller flormelis
Start med at riste nødderne i ovnen ved 200 grader i ca. 10 minutter, til nødderne er gyldne, og skallen revner.
Hak chokoladen imens og stil det klar i en skål.
Fjern den lidt bitre skal fra nødderne – put dem i et viskestykke og rul, indtil skallen løsner sig.
Du behøver ikke være så grundig, fjern blot de fleste skaller.
Blend nødderne til den konsistens, du foretrækker. Jeg vil gerne have mest mulig nøddesmag, så jeg blendede det helt fint, til det var nærmest halvt nøddesmør med finthakkede nødder.
Hvis du gerne vil have en endnu mere chokoladet Nutella med crunch, kan du nøjes med at blende, til der både er fint- og grofthakkede nødder.
Varm fløden og hæld det over den hakkede chokolade. Rør det godt sammen, til chokoladen er smeltet. Tilsæt smør og rør det ud. Put til sidst nødderne i og smag den til med sukker, hvis du har en sød tand, samt en smule salt.
Hæld Nutella’en på (skoldede) glas og lad den køle af.
Uhm... på nybagt bolle. Her er nutellaen stadig lun, den bliver mere fast efter at have været på køl
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar