Da vi besøgte dem i sidste uge, havde Trine & Liva lavet disse lækre grillede chilipebre, som de havde fået til en grillfest hos Livas værtsfamilie i South Carolina.
De smagte SÅ godt. Vi fik dem som snack til en gin og tonic, men de kan sagtens indgå i en grillbuffet.
Jeg lavede dem som tilbehør til kartoffelpizza forleden, sammen med Straccietella ost
De store forholdsvis milde grønne chilier, (som er 20-30 cm. lange) kan købes hos etniske købmænd. Jeg fandt mine i Mango Bazaren på Middelfartvej i Bolbro, Odense. Og supplerede op med flere fra Mellemøstmarked, Østergade 32 i Assens.
Grillede grønne chilier med friskost & bacon:
Store grønne chilier (beregn ca. 2 pr. person)
1 friskost fra ko eller ged (LIDL har en billig fra ko)
Bacon i skiver. 1-2 skiver pr. chili (afhænger af størrelse på chili)
Tandstikkere i træ
Fremgangsmåde:
Chilierne vaskes godt. Skær en rille fra top til bund, men ikke gennemgående. Fjern forsigtigt kerner og membraner.
Fyld friskost ind i chilien og omvikl med bacon, som fæstnes med en tandstik i den tynde ende.
Grill dem på havegrillen til de bliver godt sprøde og mørke.
Nyd dem med det samme og husk dine gæster på, at tandstikkerne skal fjernes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar