mandag den 28. november 2016

Hjemmelavet glögg med marcipansmag



Jeg er på evig jagt efter god glögg.
I weekenden var vi på Ærø til julemarked, hvor vi smagte to slags glögg, en hjemmelavet og en færdigblandet. Begge var (for mit vedkommende) udrikkelige og smagte kun af snaps.

Da vi fornylig var på Egeskov Julemarked, smagte jeg den bedste glögg nogensinde. Den smagte af marcipan og havde en helt perfekt sødme, uden at være skarp. 
Jeg tvivler på, at glöggen var hjemmelavet, for den blev solgt i spandevis. Måske skyldes marcipansmagen, at der havde ligget mandler og trukket i glöggen i længere tid?

Jeg tænkte, at jeg måtte forsøge at lave en lignende glögg, og derved opstod denne variant, med mandellikør. Glöggen blev ganske lækker og meget lig den jeg smagte på Egeskov.

Essensen kan med fordel laves i god tid. Den kan holde sig i køleskabet i op til en uge.

Jeg prioriterer at bruge økologisk vin, appelsiner og rosiner, da disse ingredienser sprøjtes meget i de konventionelle varianter. 

Hvis du ønsker en glögg med lidt mere spark i, kan du tilsætte lidt ekstra Rom. 

Glögg med mandellikør til 4-6 pers.:

Essens;
3 dl. god økologisk rødvin
2 dl. mandellikør
1 dl. portvin
1/2 dl. rom
1 dl. rørsukker
2 kanelstænger
6 kardemommekapsler
1 øko. appelsin

*********************************************************************************

1 flaske god økologisk rødvin
øko. mandariner
ristede mandelsplitter
Øko. rosiner
Evt. friske rosmarinkviste

Fremgangsmåde:
Riv skrællen af appelsinen og skær resten i både. Bland alle ingredienserne til essensen sammen i en lille gryde. Lad den simre for svag varme under låg i ca. 30 min. - Lad essensen afkøle på køkkenbordet. Skal den bruges samme dag du laver den, behøver den ikke komme på køl.

Si essensen.

Hæld en god flaske rødvin i en gryde. Tilsæt essensen og varm op til lige under kogepunktet. Smag evt. til med mere Rom. 

Hæld glöggen på glas og server med 1 spsk. rosiner og mandelsplitter i hvert glas, samt 2 skiver mandarin og evt. en kvist frisk rosmarin.



2 kommentarer:

  1. Uhm lyder godt med mandellikør og rørsukker i :-)

    Glædelig julehyggetid fra Maria med:
    "Giveaways i Danmark" og
    "En verden af kunst".

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Maria, vi er også ret vilde med den herhjemme! Glædelig jul til dig også :-)

      Slet