Nu har jeg set så mange billeder af denne nye trend, ovnbagt kebab, på Instagram, at jeg blev nødt til at prøve at lave det selv.
I samme anledning kom jeg til at tænke på, at det er virkelig lang tid siden, at jeg har købt oksekød. Selv bolognaise er jeg begyndt at lave på hakket kyllingekød.
Det smagte rigtig godt og det er overraskende hurtigt at lave.
Ovnbagt Kebab til 4 Pers.;
800 g. hakket oksekød
1 stort løg, revet
1 spsk. oregano
1 spsk. paprika
1 spsk. spidskommen
1 spsk. chiliflager
1 tsk. koriander
1,5 tsk. salt
Friskkværnet peber
Til pensling: olivenolie
Hvidløgsyoghurt:
500 g. græsk yoghurt (sæt det ud på køkkenbordet en time før brug, så det tempererer)
2 fed hvidløg
1 spsk. sirup
Salt & peber
Øvrigt fyld:
4 tomater
1/2 agurk
Frisk mynte
Sumak-løg:
1 stort rødløg
1 spsk. olivenolie
1 spsk. citronsaft
2 spsk. Sumak
1/2 tsk. sukker
Fladbrød: beregn 1-2 pr. Pers.
Fremgangsmåde:
Kødet røres med løg & krydderier.
Bred det ud på en bradepande med bagepapir og tryk det fladt. Skær nogle riller med en kniv med ca. 3 cm. mellemrum. Pensl overfladen med lidt olivenolie. Sæt det i en 245 g. varm ovn i ca. 20 min. Tænd for ovnens grillfunktion de sidste par minutter.
Sumak løg: skær løgene i halve og derefter i tynde skiver. Vend dem med olivenolie, citron, sukker og Sumak.
Tomater og agurk skæres i skiver.
Yoghurten røres med sirup & hvidløg og smages til med salt og peber.
Brødene lunes, men ved lav varme, så de bevarer blødheden.
Anretning: hver især anretter selv, og brødet toppes med hvidløgsyoghurt, kebab, tomater, sumakløg og frisk mynte.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar