torsdag den 20. oktober 2022

Carl Johan Svampetoasts✨

 



Efterår er = svampetoasts. Her lækre Carl Johan svampe i fløde-cognac på ristet surdejsbrød. 

Du kan erstatte cognac med hvidvin eller helt udelade begge dele. 

Vi fik stegt palmekål til og det fungerede som et aftensmåltid. 

Svampetoasts, 6 stk.;

6 skiver surdejsbrød

500 g. friske Carl Johan svampe 

2 bananskalotteløg 

20 g. smør (godt øko. smør, ikke blandingsprodukt)

1/2 dl. cognac 

2,5 dl. piskefløde

1/2 tsk. paprika

1 nip cayennepeber 

Salt, peber, citronsaft og sukker

Drys: friskhakket persille

Fremgangsmåde:

Svampene soigneres. Brug så lidt vand som muligt og skyl dem aldrig på lamellerne. Lad dem afdryppe på køkkenrulle.

Snit dem i skiver. Er de meget store, kan noget af stokken skæres af og skives. 

Hak skalotteløgene meget fint. 

Smelt smørret i en rummelig høj pande og blank løgene. Smid svampene på panden ad 2 omgange og svits dem gyldne. Cognac hældes på panden og reduceres helt væk. Hæld fløde på sammen med paprika og cayennepeber. Lad simre indtil fløden ligger tykt om svampene. Smag til med salt, peber, citron og sukker. 

Rist brødskiverne gyldne og smør med smør. Top med den lune svampestuvning og drys med persille. Server med det samme. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar