torsdag den 6. januar 2022

Broccoli valnødde pasta

 

Vi har fået denne simple gode pastaret til frokost i dag. Den tog ikke lang tid at lave og det er bare lækkert med Comfortfood i denne kolde tid. 


Broccoli valnødde pasta til 2 pers.:

1 lille broccolihoved

200 g. spaghetti (gerne bronzestøbt spaghetti)

1 god håndfuld valnøddekerner, brækket i mindre stykker  

2 fed hvidløg 

God koldpresset olivenolie

1 dl. kogevand fra pasta

1 dl. god friskrevet peccorino eller parmesan 

Friskkværnet peber

Flagesalt 

Fremgangsmåde:

Broccolistokken skrælles og skæres i mindre stykker. Broccolihovedet deles i små mundrette bider. 

Hak hvidløgsfedene fint. 

Varm en god sjat olivenolie op i en dyb pande eller Wok. 

Steg forsigtigt hvidløg og valnøddekerner. Pas på det ikke får for meget varme, hvidløget skal kun klares, ikke svitses, så bliver det bittert. Sæt panden til side. 

Fyld en gryde med vand og salt det godt. Smid broccolien i og kog det i 1 minut. Tag det op med en hulske og læg det direkte over i panden med hvidløg og valnødder. Steg det med her i 2-3 min. 

Bræk spaghettien på midten og kog den al’ dente (med bid) i broccoli-kogevandet. Det må gerne knase en smule i midten, så er det perfekt kogt. 

Tag spaghettien op af kogevandet med en tang, med det vand der følger med, over i panden med broccoli. Tilsæt yderligere 1 dl. kogevand samt 1 dl. peccorino. 

Sving panden rundt et par gange, til det hele er blandet godt sammen. Smag til med salt og friskkværnet peber. Anret straks i dybe tallerkener med et ekstra drys peccorino. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar