tirsdag den 11. august 2020

Okonomiyaki


Mit yndlingskøkken er det asiatiske køkken💚  Da jeg smagte okonomiyaki for første gang for nogle år siden, var det også kærlighed ved første bid.

Der er virkelig smæk på smagen i de sprøde kålpandekager, med oprindelse fra Japan, når de serveres med syrlig mayonnaise, sød teriyakisauce og syltet kål på toppen, det smager bare SÅ godt.

Jeg spiser dem vegetarisk med en skål sushi-ris on the side. Min mand og søn foretrækker et stykke kød som tilbehør. Men det synes jeg virkelig ikke er nødvendigt.

Okonomiyaki til 4 pers.:

Syltet kål & squash:
200 g. rød spidskål
200 g. squash
1 dl. eddike
1/2 dl. vand
50 g. sukker
lidt salt
5 peberkorn

Kålpandekager:
4 æg
1 dl. øl (kan erstattes af vand)
1 tsk. salt
200 g. groftrevet gulerod
300 g. hvid eller grøn spidskål, fintsnittet evt. på mandolinjern
3 forårsløg, fintsnittet
1 spsk. kartoffelmel (kan udelades, men giver en flot stegeskorpe)
150 g. mel
friskkværnet peber

Topping:
God mayonnaise
risvinseddike (kan erstattes af hvidvinseddike)

Sød teriyakisauce (kan bl.a. købes i Bar´Sushi)

Ristede sesamfrø

Avocado i skiver

Tilbehør: jasminris vendt med lidt eddike og sukker.

Fremgangsmåde:
Start med at sylte kål og squash; rød spidskål snittes fint, evt. på mandolinjern. Squash skæres i tynde skiver.
Kog eddike, sukker, vand, salt og peber op i en lille gryde, indtil sukkeret er smeltet.
Hæld den varme lage over kål og squash og lad det stå og marinere på køkkenbordet imens du tilbereder kålpandekagerne.

Kålpandekager: pisk æggene sammen med øl, salt og peber. Tilsæt revet gulerod, forårsløg og kål og pisk mel og kartoffelmel i.

Varm en pande op til medium varme og tilsæt rigeligt med olivenolie. Hæld dejen på med en grydeske og lav pandekager af ca. 12 cm. i diameter. steg dem ca. 3-4 min. på hver side, til de er sprøde og gyldne.

Hæld den syltede kål og squash i en sigte og lad det dryppe godt af.

Bland 1 dl. mayonnaise med risvinseddike, til det får konsistens som tynd ymer.

Server okonomiyaki med "streger" af eddike-mayo & sød teriyaki. Top med syltet kål, avocadoskiver samt ristet sesam. Server en lille skål med ris vendt i lidt eddike og sukker til - NYD!





Ingen kommentarer:

Send en kommentar