tirsdag den 15. oktober 2019

Svampetoast


I går lagde en af mine veninder et foto op på IG af sådan en mad her, og så kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde fået lavet denne gudespise endnu i år.

Når jeg får cravings efter mad, er der ikke langt fra tanke til handling, så i dag til frokost, nød min mand og jeg disse syndige herligheder, som man skal huske at forkæle sig selv med, i det mindste et par gange i svampesæsonen.

Jeg ville egentlig ha´ lavet svampestuvningen af kantareller alene, men det kunne jeg desværre ikke opdrive i mit lokalområde i dag, så det blev en blanding af kantareller, bøgehatte, østershatte samt markchampignoner.

Svampetoast til 2 pers:

15 g. smør
200 g. blandede svampe, f.eks. kantareller, bøgehatte, østershatte og champignoner
2 spsk. finthakket løg
1 fed hvidløg, revet
1 dl. piskefløde
2 spsk. hakket persille
lidt frisk citronsaft
salt & peber

4 skiver godt hvedebrød, ristet
evt. frisk timian til pynt

Fremgangsmåde:
Børst svampene fri for jord. Bruger du kun kantareller skal de ikke skæres, men champignoner skives.
Varm en pange op og lad smørret smelte og bruse op og tilsæt hakket løg og hvidløg.
Når løgene er klare, smides svampene på panden og varmen skrues op.
Når svampene er stegt lækre gyldne, tilsættes piskefløde og der koges i et par minutter, til fløden tykner og samler sig om svampene.

Smag til med citronsaft, salt og peber og anret straks svampestuvningen ovenpå det ristede brød.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar