mandag den 3. september 2018

Vietnamesisk saladbowl med sprøde miniruller


Jeg er vild med det vietnamesiske køkken og i går havde jeg helt vildt lyst til denne ret, som jeg tidligere har nydt hos søde Hanh i Banhmisaigon.dk og senest også hos Storms Pakhus begge varianter var super lækre.
I aftes fik jeg så rekonstrueret retten hjemme i mit eget køkken, med et ret godt resultat, synes jeg.
Rettens vietnamesiske navn kan jeg ikke huske, så den er døbt noget dansk ;-)

Forårsrullerne er Daloons miniruller med oksekød og grøntsager, som jeg købte i Super Brugsen. De var overraskende lækre og smagte som hjemmelavede.

Vietnamesisk saladbowl med sprøde miniruller, til 4 pers.:
1 pakke mini forårsruller med 20 stk. - læs ovenover.
150 g. risnudler
1 mini romainesalathoved, i tynde strimler
1 pose sukkerærter, blancheret i 1 min. og skåret på skrå
4 dl. edamamebønner uden bælge, blancheret i 1 min. i saltet vand
4 mellemstore gulerødder, i tynde stave
4 forårsløg, i tynde skrå skiver
1/2 agurk, i tynde stave
evt. bønnespirer

Topping: 
hakkede ristede saltede peanuts
sød chilisauce

Dressing: 
4 spsk. fischsauce
saft fra 2 limefrugter
2-3 spsk. rørsukker
friskkværnet sort peber

Fremgangsmåde:
Vask og klargør alle grøntsagerne.

Pisk dressingen sammen og smag til om den behøver mere sukker. Det tager et øjeblik inden sukkeret er opløst, vær opmærksom på det, før du tilsætter mere.

Tilbered risnudlerne efter pakkens anvisning. Brus dem over med koldt vand og dryp dem godt af i en sigte.

Tænd ovnen på 225 grader. Læg de frosne forårsruller på bagepapir og bag dem i 10 minutter.
Lad dem afkøle lidt inden du skærer dem over med et skråt snit på midten.

Læg risnudlerne i 4 dybe tallerkener. Fordel grøntsagerne omkring dem og hæld dressingen over.
Top med de lune forårsruller og hakkede peanuts samt forårsløg. Server den søde chilisauce til - NYD!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar