søndag den 3. december 2017

Gammeldags grønkålssuppe


Denne suppe fik jeg ofte om vinteren i min barndom. Det er første gang jeg laver den selv, sådan helt fra bunden.
Den smager stadig helt vildt godt, og autentisk med kogt medister og sennep til og en god portion kød fra kogebenene, som viste sig at være godt polstrede, da jeg brugte spoleben fra gris.

Jeg har skelet lidt til en opskrift fra Lone Landmand da jeg startede op på suppen, hun havde nemlig en variant af den (efter min mening) helt rigtige gamle suppe, som er klar og ikke tyk grøn og blendet.

Det kræver god tålmodighed at lave suppen, som ikke har svære arbejdsgange, men som skal koge i mange timer, for så til gengæld at blive til noget, som du ikke kan købe dig til, det lover jeg!
Og du kan jo med fordel lave dobbelt portion grundsuppe, som så kan fryses ned i mindre portioner.

Opskriften herunder er 1 portion til 4 personer.

Grundsuppe, ca. 2,5 liter:
2,5 kg. ben fra en gris
3 store gulerødder
1/2 knoldselleri
1 porre
1 løg
1 stor persillerod
1 dusk persille
1 laurbærblad
1,5 spsk. groft salt
et par omgange friskkværnet peber
2,5 liter koldt vand

Til grønkålssuppen (til 4 personer):
6 store blade grønkål
4 gulerødder
8 mellemstore kartofler
1 stor persillerod
2,5 liter grundsuppe

Tilbehør:
500 g. kogt medister
dijonsennep
evt. en skive brød

Grundsuppen:
Rengør alle grøntsagerne og skær dem i mindre stykker. Bind et stykke bomuldssnor om persillen og læg det hele i en suppegryde. Læg kogebenene ved og hæld det kolde vand på sammen med salt og peber samt laurbærblad.
Kog op - skum af og læg låg på. Skru ned for varmen og lad suppen småsimre, så den kun lige bobler en smule. Lad den stå her i mindst 5 timer, men gerne 8!

Si suppen, kassér kogeurterne (eller spis dem, jeg er vild med dem).
Smag om suppen mangler salt eller peber. Er der kød på dine kogeben, pilles det af og gemmes til suppen skal serveres.

Kog medisteren i saltet vand i ca. 20 min.

Grønkålssuppen:
Skyl grønkålen grundigt i flere hold vand. Rib den (skær stokken fra) blancher bladene i saltet vand i 2-3 minutter. Hak grønkålen fint, evt, i en foodprocessor.

Skær gulerødder i skiver, persillerod og kartofler i tern.

Varm suppen op, tilsæt gulerødder, persillerod og kartofler. Kog i ca. 10 min. Tilsæt grønkålen, kog videre i 3 minutter og tilsæt kødet fra benene (hvis du har noget)

Server suppen rygende varm med den lune medister ved siden, samt brød og sennep.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar