For et stykke tid siden fik jeg børnekogebogen "Mit Kokkeri" tilsendt, som anmeldereksemplar, og kanelsneglekagen her er den første opskrift vi afprøver, men bestemt ikke den sidste!
Bogen er virkelig fin og spækket med utrolig lækre opskrifter og illustrationer.
Den ligner bestemt ikke de kogebøger jeg husker fra min tid i skolekøkkenet på Skelvejskolen i Assens.
Jeg skriver lidt mere om bogen i et kommende indlæg, men først skal I lige ha´ denne kanelsneglekage som er perfekt og blød i konsistens, sødme og sprødhed.
Her på dag 2, i skrivende stund, smager den stadig godt, og er slet ikke blevet tør og kedelig, som gærkager godt kan have tendens til.
Jeg har lavet lidt justeringer i forhold til opskriften, som angiver, at dejen skal skæres i 8-9 stykker, hvilket på ingen måde kan udfylde en 22 cm. springform. Derudover har jeg tilføjet lidt mel til fyldet, da det var temmelig vådt pga. æblet, og sidst men ikke mindst har jeg halveret gærmængden.
Kanelsneglekage med æble til 8 pers.:
100 g. smør
1 dl. sødmælk
1/2 dl. sukker
1/2 tsk. salt
25 g. gær
300 g. sigtet speltmel (eller hvedemel)
Fyld:
100 g. stuetempereret smør
2 dl. brun farin
1 spsk. stødt kanel
1 æble, revet
2 spsk. mel
1 æg til pensling
Glasur:
2 dl. flormelis rørt med vand til tyk konsistens
Fremgangsmåde:
smelt smørret og hæld det i en bageskål. Tilsæt mælken samt sukker og salt. Når blandingen er "lillefingervarm" smuldres gæren deri.
Tilsæt melet og ælt dejen godt sammen.
Lad dejen hæve i 40 min. et lunt sted under et klæde.
Rør fyldet sammen imens dejen hæver.
Rul dejen ud til et rektangel på ca. 45 x 20 cm. Smør fyldet ud på dejen og rul den sammen til en "pølse" på den lange led.
Skær stykker af 2 cm. så du ca. får 20 snegle.
Læg bagepapir i en springform på ca. 23 cm. fordel sneglene i springformen og pres dem let flade når de er fordelt. Lad kagen efterhæve i 1 time et lunt sted med et klæde over.
Pensl kagen med sammenpisket æg og bag den i ca. 30 min. midt i ovnen ved 185 grader.
Når kagen er afkølet en smule kan den pyntes med glasur og evt. strøs med pæn krymmel. Efter min mening behøver den ikke glasur, den er faktisk også pænest uden, men vi pyntede den for min søns skyld :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar